Det er måske ikke nobelt, men det er godt

Det kan være svært at leve i et grænseland, for hvilken side af grænsen hører man til? Det kan føre til en forfærdelig gang identitetsforvirring, ikke mindst for de bands, som bevæger sig i grænselandet mellem djent og metalcore. Faren har tit ligget i, at et band ikke rigtig kan bestemme sig for, om de vil spille djent, metalcore eller noget helt tredje, og risikoen for at ende på sin nummi mellem to stole er derfor overhægende. Det er dog ikke tilfældet for Nothing Noble, der med deres anden plade, Modern Dismay, formår at blande indtil flere genrer, uden at man som lytter bliver rundtosset.

Vi elsker metalcore, men vi kan os’ godt li’ de andre

I kernen af Modern Dismay ligger metal-/deathcoren. Det er ret tydeligt, at det er den genre, som Nothing Noble er tryggest i – og som de spiller enormt habilt. Men man skal som bekendt ruskes lidt ud af sin comfortzone en gang imellem, og det bliver bandet også. Når Kim Song fra Møl kigger forbi på “Torn Asunder” går der lidt blackgaze i den, “Rotting Away” har nogle nærmest black metal-agtige riffs, og afslutteren “The Path to Peace” smager af post-metal. Genreblanding kan være en farlig vej at gå ned ad – senest har jeg skældt nogle sagesløse tyskere ud for det – men Nothing Noble gør det rigtig overbevisende. Frem for følelsen af at lytte til et band, som siger “den her ska’ vi også ha’!” til hver eneste genre, så er man som lytter nemlig aldrig i tvivl om, at der er styr på det, og at vi nok skal komme sikkert hjem igen. Hjem til metalcoren. 

Metalcoren, der som sagt er kernen på Modern Dismay. Det er en genre, som i noget tid har haft et lidt blakket ry – et ry, som den ikke altid har fortjent. Det har den i hvert fald ikke i Nothing Nobles udgave, som tager det bedste fra genren og blander det sammen. Man skal for eksempel være umanerligt stiv i nakketøjet for ikke at i hvert fald vippe lidt med hovedet til “Bond of Blood”, og hele bandet fra forsanger til trommeslager spiller virkelig sikkert.

Det skal dog også siges, at der er enkelte ridser i lakken. Eksempelvis på de to instrumentale numre. “Carnation” er et fint nummer; det passer bare overhovedet ikke ind i pladens brutale udtryk. Det er forståeligt nok, at man har tænkt i at give lytteren en pause, men det er lidt for langt, og man kommer væk fra den røde tråd, som løber så fint gennem resten af numrene. Nogle gange skal man som skomager blive ved sin læst. Heldigvis kommer “Eternal Change” og sparker liv i festen igen, og alt er atter godt. For når man ser bort fra et par enkelte svipsere her og der, så er Modern Dismay en bundsolid metalcore-plade, som fungerer upåklageligt. Men det, der gør, at den er et lyt værd, også for dem, der ikke nødvendigvis har Parkway Drive først i deres pladesamling, er variationen. Det at Nothing Noble ikke er blege for at flirte med andre genrer, uden at det dog bliver til andet end en musikalsk udgave af “saml appetit ude og spis hjemme.” Det er lige netop det, der gør, at “Eternal Change” er et kærkomment indspark i en genre, der ellers til tider kan føles en anelse idéforladt.

Hold øje med dem her

Hvis Modern Dismay er den form, som Nothing Noble har tænkt sig at holde, så er der al mulig god grund til at holde et vågent øje med dem. I hvert fald, hvis du er til metalcore. Der er stadig et par kanter, som skal slibes af, men med Modern Dismay har Nothing Noble i hvert fald vist, at de mener det alvorligt. De skriver sange, som er både hårdtslående og melodiske, uden at nogen af delene tager overhånd, eller man bliver forvirret. Modern Dismay er bare en rigtig, rigtig god plade.