Det satans mørke

Det okkulte og dets handlinger hænger så uløseligt sammen med heavy metal, at jeg ikke tror, at genren ville have eksisteret på samme måde uden den mystiske og mørke indflydelse. Black Sabbath er mit første, sidste og eneste nødvendige bevis for dette. Og var du i tvivl om, hvorvidt de mørke skyggers lærdom, ondsindede besværgelser og afskyelige ritualer stadig er en central del af metallen, ja, så behøver du ikke kigge længere end engelske Necromaniac og deres debut, Sciomancy, Malediction & Rites Abominable.

Så tag dog en beslutning

Englænderne er dog ikke helt så old school som Black Sabbath, men har i stedet spurgt sig selv, om Toxic Holocausts black/thrash ikke godt kunne trænge til et lidt mere dystert og teatralsk præg.

Introen “Caput Draconis” gør bestemt sit for at sætte tonen med orgel, mandskor, tunge dybe trommer og nærmest katedralsk rumklang. På “Grave Mound Oath” er der også gjort et glimrende arbejde for at fortsætte den okkulte tone med et styrende mørkt midttempo thrash-riff til at sætte tempoet. Og med yderst kreativ brug af klokkespil, sparsomt, men effektivt keyboardunderlæg og iskolde andenbølgeblackmelodier, inden den klassiske black/thrash slippes løs, ja, så er det da lige før, man ikke behøver at have Jim Jones’ talegaver for at få folk til at ofre sig selv. 

Nu skal jeg så ikke sige, om det er svært at overbevise Toxic Holocaust, Deathhammer og deslige til at iføre sig kutter, tænde lidt stearinlys og ofre et par geder, men det eneste andet nummer, som for alvor prøver at okkultificere den sorte thrash, er lukkeren “Necromancess/Cauda Draconis”. Nummeret er ganske vist noget mere blacket end thrashet, men med samme virkemidler som “Grave Mound Oath” og stort fokus på opbygning så er det en glimrende afslutning på, hvad der kunne have været et stort og voldsomt mørkt ritual.

For stort set hele resten af pladen lyder som en bedre produceret, men jammerlig kedelig udgave af Sodoms Obsessed by Cruelty, der fortolker halvfemser-Mayhem. “Great is the Thirst of the Restless Dead” og “Teraphim (Skul Sorcery)” er frygtelig gennemsnitlige hovedet-under-armen-fræs-udgaver af “Freezing Moon”. Ikke at der ikke er plads til at jerne uhæmmet afsted i mørket, men den flot opbyggede mørke messe bærer efterhånden mere præg af druk og hor i den lokale gothklub. Necromaniac lyder dog til godt at være klar over dette, hvorfor de så hiver “Calling Forth the Shade” op på offeralteret. At det af uransagelige årsager så skal lyde som ældste kultmedlem, der hoster, harker og sprutter sig igennem introen til Moonspells “Vampiria”, får mig til at håbe på, at en af hulens stalaktitter knækker af og slutter seancen efter tre af nummerets seks minutter. Så regner du den procentmæssige balance mellem black, thrash og mystik ud, ja, så er det nok meget ligeligt fordelt.

Skal der vin eller blod i bægeret?

Trods diverse math- og prog-bands’ insisteren så skal alt dog ikke regnes ud. Og selvom Necromaniac spiller den blackede thrash udmærket, så er det alt for sjældent, at de stikker genren en sort kutte og en daggert. Når bandet endelig gør, er det en fremragende rituel ceremoni, men det er tydeligt at høre, at bandet faktisk helst bare vil gøre hulen til et dunkelt spillested og vinbar.