Alle gode gange cinq!
De franske kultister The Great Old Ones har siden 2009 udgivet det ene Lovecraft-influerede album efter det andet. Utroligt nok har vi aldrig før anmeldt dette okkulte ensemble, hvilket der – åbenlyst – gøres noget ved nu, for d’herrer er klar med album nummer cinq. Denne gang er albummets fokus det skjulte bjergfort Kadath – der, hvor jordens guder bor. Derfor kan man da godt antage, at de i forvejen store armbevægelser nu er endnu større. Så forbered jer på et sensorisk overfald, der nok vil efterlade jer vanvittige!
Skjorte-og-slips-kultister
Lovecraft-metal er omtrent lige så nytænkende og banebrydende som mælk i kaffen. Oftest er det dog en tematik, der fortolkes via tungere, langsommere og markant mere dissonante lyde end dem, som TGOO præsenterer os for. Deres melodiske post-black har da ganske vist et element af jazz over sig, men det til trods så forbliver det overordnede lydbillede melodisk og fint. Man fornemmer tydeligt, at disse kultister er iført skjorte og slips – og ikke nedslidte, blodplettede rober, der lugter af skaldyrsbuffet. Hvilket, helt overordnet, er forfriskende for denne niche. Tag bare sangen “Those from Ulthar”, som er inspireret af en af mine absolutte favorit-Lovecraft-noveller. Her beviser bandet virkeligt, at man ikke behøver spille slimet dødsmetal for at være med i Lovecraft-klubben. Ligeså beviser de på “In the Mouth of Madness”, at de virkeligt ikke er bange for det melodiøse, for den intro er som tyvstjålet fra Dark Tranquility, og David Guerrys vokal afslører da også, at han bestemt er fan af den gode hr. Stanne. Kadaths største problem er dog, at det er en gedigen mundfuld med en spilletid på lidt over en time. Det i sig selv er ikke et problem, men med ’kun’ syv numre så giver det sig selv, at de alle er af den lange slags. Hvis man skal skrive lange sange, så skal man være en knalddygtig komponist for at undgå at skabe noget, som bliver monotont og kedsommeligt; ellers mister man lytterne. Kadath er dog ikke en kedelig skive, langtfra langt fra, men der er afgjort momenter, hvor sangskrivningen kunne have været bedre. Steder, hvor riffet enten ender med at køre i tomgang, eller steder, hvor de jazzede post-metalpassager slet ikke matcher resten af nummeret. Derudover virker det komplet unødvendigt at tilføje nummeret “The Gathering”, som bare er en lille hurtig instrumentalsag på 79 sekunder. Det er totalt meningsløst, og den matcher hverken nummeret før eller efter; det føles mildest talt bare som en reklame midt i filmen. Heldigvis kommer de stærkt igen med mastodonten “Leng”, der faktisk formår at være et glimrende nummer, trods det faktum at det også er et instrumentalt nummer, endda på lidt over et kvarter – det er vovet. Men vovemod er jo også en kerneværdi i alt, Lovecraft nogensinde skrev: The Dunwich Horror havde været en kort fortælling uden Dr. Armitage, og ligeså ville At the Mountains of Madness ikke have fundet sted, hvis ikke William Dyer var taget til Sydpolen i første omgang.
Plads til en opstramning eller to
Kadath er måske ikke det stærkeste værk, TGOO har præsteret, men mindre kan også gøre det. Deres melodiske og, forholdsvis, porøse lyd er et frisk pust, når det kommer til Lovecraft-metallen, og deres franske ophav fornægter sig da heller ikke, for de formår afgjort at føje noget tiltrængt finesse til gamle H.P. og hans uhyrlige herligheder. Det kunne dog godt have været et værk, der stod skarpere, og det ville klæde bandet at være lidt mere kritiske i forhold til deres kunst og derved skære det værste fedt fra og lige stramme op der, hvor det trænger.