Syvtommersøm og sløje forventninger
Vi starter lige med at slå noget fast med syvtommersøm: nemlig det, at jeg faktisk godt kan lide powermetal. Det var den genre, der i tidernes morgen fik mig til at høre heavy i det hele taget. Jeg har dog bare to krav til netop power. Bandet skal enten være så fantastisk dygtige, at man glemmer, hvor fjollet/åndsvagt det er, som for eksempel Rhapsody (før de blev til 17 forskellige bands), eller også skal de være totalt beviste om, hvor absurd powermetal er og derfor omfavne selvironien som for eksempel Gloryhammer. Desværre virker det til, at 90 % af de powermetalbands, jeg støder på, hverken har evnerne eller selvironien til at bestå mine krav, og derved havner de ofte i den samme, middelmådige bunke, hvor glemslen og krumme tæer hersker. Og med et navn som MOONLIGHT HAZE, fordi vi jo godt ved at Caps Lock gør alt bedre, så frygter jeg, at jeg allerede nu ved, hvor dette band havner…
Powermetal uden power
Lunaris er italienske MOONLIGHT HAZEs andet album siden de opstod tilbage i 2018, ergo har de kære romere haft ganske travlt med at pumpe musik ud. Men er det nu også en god ting, for hvor megen udvikling kan der så have været? Eller er det måske netop et tegn på en kreativ maskine, der ikke er til at stoppe? Der gik jo for eksempel også kun et år mellem Metallicas Kill ’em All og Ride the Lightning.
Som nævnt ovenover er MOONLIGHT HAZE fra Italien, og herre jemini, hvor kan man da bare høre det! Jeg har efterhånden anmeldt en del bands (primært power) fra Italien, og på samme måde som Finland eller Tyskland har italiensk metal bare ét eller andet særligt over sig, som gør, at man fra første sekund kan høre, at det er italiensk. Italienerne er pjattede med det teatralske, det symfoniske og det storslåede – hvilket jo ligger i deres musikalske arv og dermed deres blod. MOONLIGHT HAZE er derfor ingen undtagelse, tværtimod. Faktisk ligger de i et musikalsk grænseland mellem Finland og Italien, for det er svært at tænke symfonisk metal eller symfonisk power uden at komme til at tænke på Nightwish – det ville svare til at tænke på dødsmetal uden at tænke på Cannibal Corpse, hvilket jo ville være tegn på en form for musikalsk analfabetisme. Selv sangtitlerne på Lunaris er som taget ud af Nightwishs verden – bare tag en titel som ”The Rabbit of the Moon” eller ”Wish Upon a Scar”, og rent vokalmæssigt er det også tydeligt, at sangerinde Chiara Tricarico har været ret så inspireret af Tarja Turunen – hvilket man da ikke kan bebrejde hende!
Problemet er dog bare, at når man i forvejen laver musik, der lyder utroligt meget som Nightwish, så er det dæleme et sats også at have en vokal, der lyder som deres oprindelige sanger – og resultatet er netop det, man frygter: at Lunaris lyder som en samling glemte b-sider fra førnævnte finske band. For der mangler nemlig lige lidt ”oomph” eller ”kapow”, før det rigtigt rammer mål, for MOONLIGHT HAZE er nemlig en ret tynd kop te, på samme måde som schweiziske Delain eller Elvenking (som i øvrigt deler besætning med MOONLIGHT HAZE – tænk engang…) heller aldrig rigtig kommer i gang.
Hvis en Fiat 500 var et band
Ak og ve, trods deres mærkat så mangler MOONLIGHT HAZE netop power. Det er som en gammel Fiat 500, der simpelthen ikke kan komme op på meget mere end 80 kilometer i timen, uanset hvor meget den aser og maser – og det går simpelthen ikke, for uanset hvad skal der sgu fut i fejemøget, før man kan få lov til at kalde sig power! Så desværre bestod MOONLIGHT HAZE ingen af mine to krav – øv bøv.
