Køters kors
Mongrel’s Cross er et forholdsvist ungt band i den australske undergrund med blot elleve år på bagen. I den tid har de været rimelig produktive med tre kortere udgivelser og nu det tredje studiealbum, som er emnet for denne anmeldelse. Projektet har siden dannelsen været anført af Grand Mongrel på guitar og vokal, men efter det anmelderroste Psalter of the Royal Dragon Court fra 2018 har de fået Proscriptor McGovern (ex-Absu) ind på vokal, og Arcana, Scrying and Revelation er første album med denne opstilling.
Kryds uden sideveje
Mongrel’s Cross spiller en herlig hybrid af okkult, melodisk black metal og klassisk heavy metal, og man kan lytte til et hvilket som helst af albummets numre og få lyd for sagen. Enkelte passager sniger rivende thrash-riffs ind i miksturen, men som hovedregel består guitararbejdet af harmoniserede leadguitarstemmer samt melodiske NWOBHM-riffs. Vokalen er en formørket, oldschool thrashet snerren direkte fra struben, som til forskel fra typiske black metal-vokaler har en del stemme i sig. Rent rytmisk og tempomæssigt bevæger albummet sig ligeledes i klassisk midttempo heavy metal, selvom stykker hist og her tilsættes blastbeats for en god ordens skyld.
En stor del af albummets tiltrækningskraft stammer fra det evigt gennemtænkte guitarværk. Hvert riff og hver melodi rummer værdi, og der er mange detaljer at lede efter ved gentagne gennemlytninger. Og lede må man, for guitarerne har trukket det korteste strå i mikset. De melodiske nuancer i riffene bliver simpelthen begravet, dersom de optræder samtidig med vokalen eller et blastbeat. Meget af guitararbejdet går tabt i verset på ”What the Cards May Tell”, ligesom akkordskiftet efter solostykket på ”Fate of the Grail Pt. I” lister ubemærket forbi. Det hjælper at genhøre albummet, forudsat at man strenger ørerne an de første 3-4 gange, men en lettere løsning for lytteren havde været et mere balanceret miks. Derudover lyder stortrommen lettere end lilletrommen, hvilket er en skam. Takket være sparsom komprimering er der ellers god plads i lydbilledet til en dundrende stortromme.
De begravede guitarer var det første, jeg bemærkede ved albummet, men der er et større problem med sangskrivningen. Rytmisk spilles alting i fire fjerdedele, som oftest i marchtempo og med underinddeling i trioler eller sekstoler. Dette gælder uanset trommerytmen: Blastbeats, dobbeltpedaler, hihatten – alle bidrager med den velkendte vuggen, hvorefter guitaren stemmer i. Det er sigende, at et af de mest opsigtsvækkende øjeblikke på albummet er, når ”Fate of the Grail Pt. 2” på én gang dobler tempoet og dropper triolerne omkring 02:00. Jeg bilder mig i øvrigt ind, at intensiteten ikke varieres stort på albummet – der er i hvert fald få stille og få virkelig intense passager. Koblet med den ubalancerede produktion skaber det et album, der driver forbi, medmindre man virkelig koncentrerer sig om at få det hele med.
Guitarer, sangskrivning og variation
Nu har jeg nærmest kun kritiseret Arcana, men når alt kommer til alt, er der rigelig kvalitet til at kompensere. Selvom udtrykket virker ensformigt på mig, er det ensformigt godt – man kan næppe udpege enkeltesstykker som svage led, og der er intet som sådan, der trækker i langdrag. Følelsen i albummet er episk, tungsindigt og okkult, men frem for alt er den underspillet og autentisk. Bliver det for mange moltonede melodiske riffs i midttempo og for lidt effektfuld sangskrivning, måske? Det mener jeg. Men i det mindste er det gode riffs.
