Så rører de endelig på sig

Midnattsol er oprindeligt et norsk/tysk samarbejde mellem norske Carmen Elise Espenæs og tyske Christian Hector, som med tre albums bag sig nu endelig lader røre på sig igen. Der har været en massiv udskiftning siden sidste album, The Metamorphosis Melody, og egentlig er det kun Carmen, der er tilbage fra den originale sammensætning. Dog er stilen holdt ved den nordiske folkemetal fortolkning, hvor der bliver fokuseret meget på norske sagn og overleveringer.

Samtidig har man fået Carmens søster, Liv Kirstine fra blandt andet Theater of Tragedy, Eluiveite og Leave's Eyes, som permanent medlem af gruppen, hvilket helt klart har styrket den folkemusiske del og stadfæstet, hvor det er, at Midnattsol hører til.

Kort, men godt

Selvom der kun er ti sange på albummet, varer det alligevel 53 min og det er endda med bonus track, så det er nogle lange numre, vi kaster os ud i. Alligevel generer det ikke en. Man bliver fastholdt af den ene eller anden lyriske fortælling og med et væld af både guitarsoloer og diverse melodiske mellemstykker – især ”Evaluation of Time” er et godt eksempel herpå. Vi har netop været igennem en stak fortællinger og for at få folk ned i tempo igen påbegyndes en let ballade med lidt guitarspil og noget keyboard som underlægning; Og så stikker det ellers bare af. Trommerne kommer ind, guitaren sætter farten op og det går helt amok – præcis som et ægte melodisk mellemspil skal være.

Kombinationen af både norske og engelske tekster giver en, som lytter, lyst til at lære mere om det norske sammenfund og den norske historie. Dog er der kommet en smutter med på albummet, for når der bliver lagt op til norske fortællinger og overleveringer, nytter det ikke noget, at man vælger en svensk vuggevise i ”Vem kan Segla”, som dog er en fantastisk fortolkning af netop en flot vise, men som intet har med Norge at gøre. Ærgerligt.

Generelt er produktionen på albummet superskarp, og man kan også høre, at der er tale om nogle musikere, der virkelig brænder for deres musik og samtidig er i den musikgenre, hvor de hører hjemme. Begge søstre synger som en drøm, og den her klassiske sopranstemme, der hører sig til i folkemusikken, styrer en fantastisk gennem den ene vidunderlige tekst og sang efter den anden. Samtidig akkompagnerer musikken de to stemmer glimrende gennem hele seancen og vi ender med et produkt, som er svært at sætte en finger på.

Var det så ventetiden værd?

Vi har ventet i syv år på noget fra Midnattsol, og i mellemtiden har der været rokeringer og udskiftninger på diverse pladser, og den konstellation, som man så ender med, med to sangerinder, synes jeg, fungerer noget så vidunderligt i lige denne her sammenhæng. Kanske det ikke ville virke andre steder, men her gør det.

Jeg har efterhånden gennemhørt albummet et par gange, og jeg må sige, at jeg bliver ved med at vende tilbage til ”Vem kan Segla” (på trods af at den er svensk) og det instrumentale mellemspil i ”Evaluation of Time”. Den første er så gennemført smuk, at man næsten får en tåre i øjet og den anden giver bare en lyst til at pakke luftguitaren ud og lege med. De er begge to så gennemførte og tilpasset til deres hver isærs plads på albummet.

Når man venter syv år på en skive, så har den også bare at være god. Samtidig, når man er i en genre som nordisk folk metal, kommer der ikke mange skiver på markedet, så hvis du vil have folkelig opbakning til dit arbejde, skal det også sidde lige i skabet i første hug. Bevares, du må godt bruge tiden på at finpudse og tilpasse, men den skal sidde der. Og det synes jeg, at The Aftermath gør. Jeg kan kun finde den ene fejl med "Vem kan Segla", så jeg kvitterer med ni kranier for søskendesamarbejdet og håber på meget mere fra deres kant.