Klar til kamp

Hvem siger, at metal ikke må være politisk? Det gør danske Mezmerizer i hvert fald ikke! Efter at have været en musikalsk legeplads siden 2009, så bliver det alvor nu, hvor de træder ind i ringen og stikker næsen frem på det samfundskritiske debutalbum Whispers of Leviathan. Et album, der hudfletter mennesket og magten – og Mezmerizer er da heller ikke bange for at give det danske demokrati en ordentlig omgang tæsk! 

Det store monster

Ud fra albummets titel, så går bandet efter det store monster: Leviathan. I Det Gamle Testamente var det navnet på et kæmpe havmonster. Men senere blev monstret et symbol på staten, som den burde være – stor og frygtet. Det var i hvert fald det billede, som filosoffen og teoretikeren Thomas Hobbes gav i sin bog fra 1651, Leviathan. Her skrev han, at et samfund uden en mægtig statsmagt ville føre til krig mellem mennesker. Hvis man ville undgå borgerkrig, så skulle magten enten ligge hos monarkiet, aristokratiet eller i et demokrati.  

På Whispers of Leviathan er det demokratiet, der er mest fokus på, for Mezmerizer mener, at de valgte ledere er blevet dobbeltmoralske, og det er deres skyld, vi lever i en tid med mange voldsomme konflikter mellem mennesker. Og det gælder også her i Danmark! Med musikken og teksterne vil Mezmerizer gerne vise, at konflikterne kan undgås…  

På “Behind the Mask of Hatred” bliver en fjendtlig cyklus beskrevet, hvor alle politiske fløje opfordrer os til had, og hvor medierne lever af vores raseri – en ond cirkel der er skabt, så de kan få mere magt eller tjene flere penge. Måske er tingenes tilstand slet ikke, som de beskriver, påpeger bandet og opfordrer folk til at åbne deres øjne og se anderledes på det hele for at bryde cirklen. Tekstens budskab er meget klart, og det hele understøttes af et råt musikalsk udtryk med flænsende riff og trommer, der banker pointerne ind. Og den rene vokal ender ud i rasende growl til slut. 

I ”Without Origin” bliver der sat ild til hamsterhjulet. Helt i tråd med coverets ekspressionisme er der forbindelse til filmklassikeren Metropolis, hvor aristokratiet lever et liv i paradis, mens arbejderne er henvist til en slavetilværelse under jorden. Og ligesom filmen, så stiller bandet spørgsmålet: Hvorfor kan vi ikke bryde ud og leve sammen som ligesindede, selvom vi ikke har den samme baggrund eller oprindelse?  Det hele serveres på et meget højt teknisk niveau. Bas, guitar og trommer er supertight. Niveauet er også til stede på både ”Heretical Dependency” og ”Nadir of Guilt”, hvor der desuden veksles eminent mellem tempo og taktarter.  Desværre opleves vokalen ikke lige så spændende og udfordrende. Den klynger sig hele tiden til overstemmer og en high pitch, som vi især kender fra britisk metal i 80’erne.

Albummet får lidt af en midtvejskrise på ”Harbinger of Apeiron” og ”No Gain”. Her begynder vokalen og musikken pludselig at slås om pladserne. Der opstår en underlig ubalance i bandet, som om de ikke længere kan blive enige om, hvad de helst vil være … instrumentale eller vokalbaserede? Nu kæmper Mezmerizer en kamp med sig selv og er lige ved at gå i gulvet.  

Men man hepper på dem og håber, at de rejser sig og når de højder, de lagde ud med. ”Culture of Torture” holder heldigvis liv i håbet, og hymnen ”Manifest of Depravity” rammer lige på kæben. Mezmerizer er ikke bange for at indrømme, at de er inspirerede af selveste Iron Maiden. Og det kommer virkelig til udtryk på sidstnævnte nummer, hvor bassen er markant, marchtrommerne høvler afsted, vokalen har en vild spændvidde, og omkvædet er episk. Selv de britiske forbilleder må blive stolte her!

Tolv omgange med Mezmerizer

Tidligere på året tog danske Mother of All også livtag med statsmonstret på Global Parasitic Leviathan, der på fedeste vis blandede politik og musik. Det lykkes desværre ikke helt for Mezmerizer på Whispers of Leviathan. Til det bliver deres tekster lige lovlig banale. Musikken veksler dog virtuost mellem det mørke og det melodiske. Det hurtige og det stille. Det er en fryd at lægge øre til! Man ville dog ønske, at vokalen søgte flere nye veje eller udfordrede sig selv lige så meget, som musikken gør.  Det bliver derfor en lidt groggy oplevelse, der formår at holde sig på benene. Og selvom Mezmerizer deler tæsk ud på deres tolv numre, så vinder de ikke på knockout.