Et mindeord, der forpligter
Der gik seismiske rystelser gennem metalverdenen, da Bolt Thrower-trommeslageren Martin Kearns pludselig gik bort i 2016, blot 38 år gammel. Kearns detroniserede bandfæller så da heller ikke noget formål i at fortsætte uden den ikoniske trommeslager, hvorfor Bolt Thrower lod sig pensionere i 2017. Ud af asken opstod Memoriam, der blev stiftet af den nu tidligere Bolt Thrower-frontmand, Karl Willetts, som en hyldest til salige Kearns. Gruppen består, udover Willetts, af tidligere Benediction- og Sacriledge-medlemmer, så Memoriam er bestemt ikke et ensemble uden meritter. Men et band med dén forhistorie må også acceptere at blive mødt med det uundgåelige spørgsmål: Har I evnet at videreudvikle det produkt, I har overtaget tegningerne til, eller er der bare billige kopivarer på hylderne?
If it looks like a duck, swims like a duck, and quacks like a duck …
Hvis dødsmetallens ”founding fathers” en dag skulle nedfældes i historiebøgerne, ville det efter min opfattelse være kriminelt at udelade engelske Bolt Thrower fra listen. Nuvel, bandet var det klemte midterbarn på dødsmetalscenen i 90’erne, der var så tungt domineret af Florida-bandene og den mere melodiske skole hos vores brødre hinsidan. På et marked, der på daværende tidspunkt allerede var mættet, viste Warhammer 40k-inspireret dødsmetal fra det engelske industribælte sig trods alt at være en lidt for snæver niche. Den manglende eksponering til trods var kvintetten fra Coventry ophavsmænd til et af de bedste dødsmetalalbummer, der nogensinde er blevet produceret, og i disse dage snubler man nærmest over nye, unge bands, der helliger sig dødsmetal af den gamle skole, hvor tunge grooves og dynamiske hooks er blandt kardinaldyderne. Men nu handler denne anmeldelse jo ikke om Bolt Thrower, men om Memoriam, så hvorfor træder jeg sådan vande? Tjoh…
Lad os lægge ud med at få præsenteret dagens mindste overraskelse: Memoriam lyder umiskendeligt som Bolt Thrower. De rullende trommemønstre, slagbor-grooves og Willetts’ kommanderende vokal er alt sammen textbook-Bolt Thrower. Det samme er lyrikken, der kredser om alle de gamle travere: krig, ødelæggelse og menneskehedens moralske defekter. Willets nærmer sig de 60 år og har sandt for dyden aldrig været begunstiget af et stort vokalspænd. Men hans varemærke, den karakteristiske intimiderende knurren, er stadig kraftfuld og nærværende som i gamle dage. Desværre er helhedsindtrykket af Rise to Power lige præcis det modsatte. Normalt ville jeg udvælge et par numre fra pladen for at underbygge de pointer, jeg ønsker at fremføre om musikken. Det er imidlertid en særdeles træg opgave med Rise to Power, al den stund at albummet er totalt blottet for teksturer og variation. Memoriam har efter Willetts eget udsagn forsøgt at inkorporere elementer fra britisk grindcore og crust, men jeg hører det simpelthen ikke. Den mest fremtrædende ”nyskabelse” er den udprægede brug af melodiøse doom-sekvenser, der blandt andet kommer til udtryk på numre som ”I Am The Enemy”, ”The Conflict Is Within” og ”The Pain”. Men hvor Bolt Thrower var 100 meter-mestre i at veksle mellem galopperende hulemandssmadder og mere low-paced passager, så behersker Memoriam på ingen måde dén disciplin. I stedet har de formået at skabe en omgang flad døds-elevatormuzak, der egner sig bedre som baggrundsmusik til en IKEA-tur end til headbanging. Det eneste lyspunkt hen over de 45 minutters spilletid er førstesinglen, ”All is Lost”. Her går Memoriam helt ”back to basics” og formår samtidig at levere varen med en snert af fortidens fandenivoldskhed. Ikke stor innovation, men trods alt rimelig effektfuldt. Det drukner desværre bare i al ligegyldigheden.
Et ekko af en svunden tid
Under gennemlytningerne af Rise to Power blev mine tanker ledt hen på den japanske robotforsker Masahiro Mori, der i 1970’erne påviste fænomenet ”the uncanny valley”. Ifølge Mori er vi mennesker evolutionært konfigureret til at føle en stærk instinktiv antipati over for skabninger, der forsøger at imitere menneskelig opførsel eller se menneskelige ud uden at være det. Teorien er blandt andet blevet brugt til at forklare, hvorfor de fleste mennesker oplever et instinktivt negativt følelsesmæssigt respons ved synet af for eksempel zombier, dukker, klovne, protesehænder og menneskelignende robotter. Jeg er hverken robotingeniør eller nogen connaisseur udi æstetik, men hvis Hr. Mori har brug for et eksempel fra musikkens verden til at understøtte sin teori, så vil jeg anbefale ham at give Rise to Power et lyt. Albummet foregiver at være nært beslægtet med noget, som man kender og elsker, men er det med al ønskelig tydelighed ikke, og som den fortvivlede Louis erfarede i Stephens Kings Pet Sematary, så er der visse ting, der har bedst af at blive liggende i graven, uanset hvor meget man higer efter at få det tilbage.
