Atlanta-bandet Mastodon behøver næppe nærmere præsentation. Det håber jeg i hvert fald, for jeg har meget svært ved i få sætninger at sammenfatte hvad Mastodon er for et band. Selv om de har en helt distinkt lyd som band, en lyd der skinner igennem alt hvad de laver, uanset hvor meget de eksperimenterer med forskellige stilarter, og en lyd der har inspireret et utal af sludge- og postmetal-bands, så er f.eks. bandets seneste 3 albums så forskellige at det er svært at vide hvad man skal starte med at introducere nye lyttere til. Efter den på én gang hektisk punkede, til tider hyperteknisk progressive og let Rush-inspirerede "Blood Mountain" lavede de den iørefaldende, melodiske "Crack the Skye", inspireret af en ordentlig skovlfuld 70’er-progrock, men selvfølgelig præsenteret i Mastodons eget genkendelige lydbillede. Det nye album, "The Hunter", går igen i en ny retning. Dvs., der er nogle numre der peger tilbage mod de foregående skiver, men på mange af numrene eksperimenterer Mastodon med at integrere træk af stonerrock á la Queens of the Stone Age og Them Crooked Vultures, f.eks. på "Curl of the Burl" og "Bedazzled Fingernails", mens "Blasteroid" og "Dry Bone Valley" nærmest lyder som Foo Fighters kørt igennem et Mastodon-filter.

"Har Mastodon solgt ud?" var min første tanke da jeg satte skiven på og blev ramt af "Black Tongue", der ved første indtryk lød som en ultralight-mix af gamle indledningsnumre som "The Wolf Is Loose" og "Oblivion". En teori der blev forstærket af de ovennævnte referencer til mere bredt appellerende bands. Men jo mere jeg lytter på albummet, jo gladere bliver jeg for det. De instrumentalt ekvilibristiske træk jeg har elsket ved Mastodon, er der stadig - de er bare flyttet ned i de små lækre detaljer: En enkel rytme der lige bliver skiftet på en overraskende måde (f.eks. i et mellemstykke i "Black Tongue"), et riff der bliver vendt og drejet gennem forskellige rytmer i trommerne (f.eks. på "Bedazzled Fingernails") osv. Selv et på overfladen "simpelt" nummer som "Curl of the Burl" bliver leveret på en fed, tungt swingende måde hvor synkoperinger der ville virke vildt avanceret hos et mainstream-rockband bliver afviklet så det lyder som det mest naturlige i verden.

Faktisk sker der ret meget på det her album - man skal bare lige høre det nogle gange før det begynder at åbne sig for en. Det er ikke det mest heavy album Mastodon har lavet, men det føles omvendt ikke som en afdæmpet skive, selv om både "Stargasm", titelnummeret "The Hunter", "Thickening" og det afsluttende "The Sparrow" har den - lad os kalde det psykedeliske chill-out-lyd som man også kender fra dele af numre som "Sleeping Giant" og "Pendulous Skin" fra "Blood Mountain" eller "The Czar" fra "Crack the Skye". Albummet har i det hele taget en god afveksling mellem det roligt udflydende og det mere bastant rockede som gør at jeg personligt ikke kommer til at kede mig. Næsten. Den nærmest The Who-agtige kor-fællessang "Creature Lives" er et eksperiment som formentlig har været sjovt at lave men ikke er superinspirerende at lytte til. Omkvædene på "Spectrelight" og "Bedazzled Fingernails" er måske også lige en anelse for repetitive. Men ellers er "The Hunter" et album der sniger sig lidt ind på én. Det er ikke musik for en hver smag, muligvis ikke en gang for en hver Mastodon-fans smag. Men det er - trods nogle af de mere tvivlsomme eksperimenter - et solidt, ekstremt velspillet album der bærer præg af stor spilleglæde, og har flere melodier og riffs der - selv om de ikke er vanvittigt fængende i første omgang - hægter sig fast i ens (i hvert fald min) bevidsthed. 8 meget store kranier herfra (og jeg vil ikke udelukke at jeg med tiden kommer op på 9).