Debut udgivelse fra nu opløst sydstats-stoner-doom band... på finsk

Masteroid er et finsk stoner, doom band fra Helsinki. Stiftet i 2008 og bestående af – og hold nu godt fast: Vocal: Tommi Ojansivu, guitar Tero Pantsar, bass Janne Vornanen og på trummer Ville Ristolainen. Hvis du allerede nu er godt træt af finsk, er der dårlige nyheder på vej. Bandet skiftede i 2011 fra engelsk vokal til finsk. Så du kan lige så godt lære at holde af det, hvis du vil holde af Masteroid. Nu er deres debut, kaldt MMXIII ude, og kombinationen sløv, sydstats-stoner-doom, bourbon, trykkende fugtig varme og ... Finland. Det burde vække interesse hos de fleste.

Musikalsk er det tungt, slæbende, robust og stærkt sammenspillet. Guitaren lyder en smule for meget af øvelokale, men når vi taler stoner er det vel kun et med til, at trække i den rigtige retning. Trommer og bas er en velfungerende og solid bund. Fine melodiske (og enkelte akustiske) passager, afløses af riff som f.eks Electric Wizard kunne have forkælet os med. Selvom der intet nyt tilføjes til genren er det velfungerende.

Coveret er som grebet ud af den store ABC for et velfungerende og effektfuld cover. Et skønmaleri fra havets bund hvor band- og albumnavn elegant er flettet ind. Coveret er skabt til en LP, hvor man i detaljer kan se en skønmø, der flirter med beskueren, samtidig med at døden ser på i baggrunden. Hvem løber mon med hendes hånd? Du kan selv løbe fortællingen til ende, velvidende at det sikkert er dig som ender på havets bund i kløerne på dem begge. Nu vi er i gang med at namedropping på finsk: Olli-Pekka Lappalainen har stået for cover art.

Og så går den ikke længere... Der var dén her detalje med, at vokal er på finsk. Det fungerer ikke, eller i bedste fald fungerer det kun med nød og næppe. På hurtige stykker er det ikke 100% klart, at vokalen er finsk. I den almindelige travlhed, overser man det - i glæden over, hvor godt bandet er kørende. Men på tunge passager er tydeligt for enhver, at her synger vi altså finsk - og det trække ned. Finland har et blakket ry som et tavst folkefærd, der kaster med kniv og går i sauna. Set i det lys, giver det måske meget god mening. Men der skal være en grund til det, og det er ikke lysende klart hvorfor det skal prøves. Men Masteroid skal have ros for, at konsekvente. På de sociale medier er hovedsproget også "finska". Jeg vil have fortrukket, at de havde beholdt engelsk. Opfordringen er hermed givet videre. At bandet så i øvrigt er gået fra hinanden umiddelbart efter udgivelsen er vel blot en detalje.

Albummets bedste udspil, er også albummets længeste. Det over 7 minutter lange "Minã Kerään Kuonaa", er en fin parade af slæbende og tunge passagere, og en medrivende to minutters lang afslutning. En afslutning som bla. udmærker ved, at være uden vokal, men som også leder tankerne hen på halvfjerser metal, når det var bedst. Men der er flere lyspunkter. "Vihan Laineet" er også velfungerende og medrivende.

Vi ender på fem kranier, med håb om både genforening og engelsk vokal på næste udspil.