Medlemmerne i Masachist har tidligere begået sig i bl.a. Vader og Dimmu Borgir og det betyder da også at "Death March Fury" er en højeksplosiv dødsmetalcocktail med enkelte afstikkere til det svartmetalliske.
Numrene varer som oftest ikke mere end 3 minutter, og Masachist rammer til tider nærmest essensen af brutal dødsmetal, og der er ikke en finger at sætte eksekveringen af materialet. Dog er variationen (specielt vokalen er noget ensidig) og opfindsomheden lidt tilsidesat, og der bliver bestemt ikke tænkt i at tilføre genren nye aspekter, men Masachist rammer virkelig en nerve, når de dobbelte stortrommer tordner af sted. Og det er i høj grad sidstnævnte som albummet lever højt på, fordi aggressionen og brutaliteten er så overbevisende, som tilfældet er.
Er du til fræsende dødsmetal uden de store dikkedarer, er "Death March Fury" et godt bud på en nyerhvervelse, næste gang der skal shoppes musik.