Græsk power metal... enkelte vil måske her tænke: "det lyder fandeme cheesy". Men græske Marauders femte album Elegy of Blood er ikke mere cheesy, end man sagtens kan følge med. Og, ja, de cheesy elementer på skiven kan da sammenlignes med dejlig syrlig feta-ost med masser af gods og smag i.
Snarere end fesen Euro power metal, så trækker Marauder på den mere hårdtslående US power metal, og allerede der scorer de point hos mig. Faktisk så er nogle af elementerne på denne skive så hårdtslående, at det grænser sig til thrash/speed metal som i "The Great War" og "Roman Empire". I modsætning til mange andre europæiske power metal-bands, så gør Marauder ikke overdrevent brug af stortrommer, der bare buldrer derudaf (men tjek et nummer som "Crusader" for mere typisk power metal trommespil), men ellers er US power metal og en god dosis gammeldags heavy metal hovedelementerne på denne skive. Et nummer som "Hiroshima" virker ligefrem inspireret af Iced Earth, og ellers er der tale om musik, der bygger på nogle solide metalriffs, fængende vokalmelodier og masser af leadguitar.
Selvom musikken på denne skive er mindre episk end man måske er vant til i power metal (lyrikken til gengæld kan næppe blive mere episk), så er de store power metal-omkvæd der, og bandets hyppige brug af guitar- og vokalharmonier er også med tl at skabe en storladen stemning. Men cheesy bliver det kun sjældent, og selv balladen "Mother" kan da sagtens førdøjes.
I det store hele er der tale om et album, der er velafbalanceret mellem power metallens storladenhed og den traditionelle metals charme og attitude. Fans af både power metal og traditionel metal kan med fordel tjekke Elegy of Blood ud.