Tilfældighedernes sammenhæng
To emner kan ofte have en sammenhæng uden, at der er en reel årsag til dette. Eksempelvis er der en sammenhæng mellem antal selvmord ved kvælning, og hvor mange penge USA bruger på STEM-områderne trods vidt forskellige årsager. Dette kan også overføres til metallens verden. Nemlig sammenhængen mellem bandet Anorexia Nervosa og bandet Marasmus, da anorexia nervosa, bedre kendt som anoreksi, er en af hovedårsagerne til marasmus, der i daglig tale er alvorlig underernæring. Så måske skal man kreditere en 25 år gammel demo fra et fransk symfonisk black metalband for, at et amerikansk dødsmetalband sidst i marts kunne udgive deres tredje plade Necrotic Overlord.
Sigt efter en Digestive-kiks næste gang
Årsagen til, at Marasmus spiller dødsmetal, skal med al sandsynlighed findes ved eksistensen af Morbid Angel, Deicide og hvad andet hæsblæsende old school-død, man lige kan komme i tanke om. Allerede nu kan man have lidt bange anelser for, at al originalitet er forduftet, men som Skeletal Remains beviste sidste år, så er der stadig guld at hente i god gammeldaws død.
Det skal dog ikke være en hemmelighed, at der ikke er meget guld at finde på Necrotic Overlord. Det er nok nærmere svovlkis. Dermed ikke sagt, at pladen er dårlig, men når Marasmus lægger sig så tæt op ad de gamle mestre, og især Deicide, som det gør, så bliver man hurtigt lidt lang i ansigtet. ”Universel Deceit” indledes med et riff, der lyder som introen på Morbid Angels ”Immortal Rites” bare spillet forfra, og derefter bliver Deicide i den grad gået i bedene. Går man og venter på, at Glen Benton og co. kaster endnu 45 minutters synonymer for ”Jesus er tyk og fed og dum og grim” afsted, så vil titelnummeret og ”Archaic Burial Rites” uden tvivl kunne stille den lille sult. Men man bliver aldrig for alvor mæt. At lytte til Necrotic Overlord er lidt som at blive lovet kage, og så viser det sig, at det er en daggammel tør en af slagsen. Tør kage er selvfølgelig bedre end ingen kage, men man havde håbet, at den var friskbagt og fra Florida.
Man skal faktisk en halv time ind i Necrotic Overlord, før der sker noget interessant. ”Pagan Orgies to Human Sacrifice” flirter en smule med den klassiske norske black metal, og man nyder i fulde drag, at trommehinden ikke kun gennemtæskes, men nu også spiddes af iskolde riffs. ”Forsaken Graves of Infant Kings” er dog klart pladens stærkeste nummer. Der bliver skruet gevaldigt ned for tempoet og op for det atmosfæriske med underliggende keyboard og langsomme stemningsfulde riffs, og man føler den rendyrkede ondskab, der langsomt kommer krybende. Begge disse numre giver den klassiske dødsmetal et tiltrængt modspil og giver noget dynamik til en plade, der mest af alt lyder som barndommens funklende nostalgi fortalt af det menneskelige svar på en mariekiks.
Sjælen forsvinder når døden indtræffer
Synes man, at Deicide er lidt langsomme til at udgive opfølgeren til Overtures of Blasphemy og er man kæmpe fan af Morbid Angels Abominations of Desolation, så kan man da godt give Necrotic Overlord en afspilning eller to. Men heller ikke mere end det. For på trods af, at Marasmus ikke gør det decideret dårligt, så savner man i den grad en smule dynamik, originalitet, eller at de i det mindste spillede med en større overbevisning end den, de ligger for dagen.
