Dette finske band, hvis navn betyder æble på spansk, spiller en frisk mellemting mellem nu-metal med samplede beats i baggrunden, melodisk powermetal med smæk på, poppede, lige-ud-af-landevejen omkvæd og rå, dreven heavyrock. Her er tillige en del korte progressive passager med fede grooves, fills og riffs i stil med f.eks. Extreme i deres velmagtsdage (lyt f.eks. til slutningen af åbningsnummeret, "Wash My Sins Away") eller måske Dream Theater i et mere rocket øjeblik. "Babies of Revolution" er Manzanas andet album, og de er efter eget udsagn ganske populære i hjemlandet.

Nummeret "Nothing as Whole as a Broken Heart" (hvilket bandets første album i øvrigt også hed – et af de sjældne tilfælde, hvor titelnummeret først kommer på et efterfølgende album) er en meget cool, lidt grungeagtig ballade med delikat brudte akkorder i guitaren. "Sweet Revenge" byder på et mere ondt, pågående drive, mens "Near Death Experience" har en spændende dynamik mellem en synth-influeret intro og fede temposkift mellem vers og omkvæd. Desværre martres nummeret af en noget falsk vokal. "End of the World" har et mere tungt, let vikingemetalagtigt groove (igen med programmeret beat nedenunder). Albummets umiddelbart fedeste nummer er "Cherry Pit", der ikke kun har en lækker omgang Symphony X-crunch-guitar kombineret med en flot, højt-til-loftet-produktion, men også et sejt, drevent Alice in Chains-agtigt flerstemmigt omkvæd.

Musikerne spiller supertight og har mange fede ideer, men den kvindelige sanger synger som antydet ovenfor desværre ikke altid helt rent, og hendes engelske udtale er også noget ulden. Sangmelodierne er generelt ekstremt poppede og teksterne ofte en anelse fjollede ("My my little panda girl"???). Den ujævne vokal er dog mit primære kritikpunkt over for denne skive, der ellers indeholder noget pænt rykkende heavyrock / -metal, når man fokuserer på den instrumentale side af sagen.