En mammut passerede i al ubemærkethed
Nu kan man påkalde sig opmærksomhed på mange måder. Man kan f.eks. kalde sit band for Mammoth Mammoth. Det giver egentlig ikke megen mening – men det kan jo siges om så mange bandnavne i denne genre. Så kan man lave et slogan i stil med ‘Bigger than Jesus, louder than hell’ og hævde, at man ’the loudest band in the history of the world". OK, der har vi så været før. Både med nogle der måske tager sig selv lidt for seriøst og nogle for sjov (som i den guddommelige scene i "This is Spinal Tap", hvor Nigel Tufnel forklarer, at deres forstærkere går til 11).
Så kan man lade sit cover pryde af en nøgen kvinde i en skov. Se, det kan man jo så have flere meninger om, men her fra denne stol renses høreapparatet med skepsis…
Således væbnet med en vis skepsis og med nyrensede høreapparater må man kigge på, hvem disse Mammoth Mammoth er. Vi taler om et rock, stoner rock eller hard rock band fra Australien, og Volume III: Hell’s Likely er – næppe overraskende – bandets tredje udgivelse. Stilmæssigt er de blevet sammenlignet med bl.a. Motorhead.
Når jeg lytter til Volume III: Hell’s Likely er mit bedste bud på en beskrivelse ’turbo rock’n ’roll’. Således kan musikken næppe betegnes som videre metalagtig. Håndværksmæssigt må det siges at være i orden. Der er i den grad smæk på fra start af, og lydbilledet er meget upoleret. Guitar og bas kører med massiv ’overlyd’ og trommerne buldrer af sted. Musikken fremstår meget dynamisk. Det er svært ikke at blive fanget af stemningen, der vel bedst kan betegnes som ’glad i låget’.
Og sådan bliver det ved - og ved - og ved. Det upolerede lydmæssige udtryk gør, at i hvert fald jeg kommer til at synes, at sangene flyder sammen, og jeg har svært ved at skulle høre hele Volume III: Hell’s Likely i træk. Numrene er egentlig ikke ensformige; og rettelig er der også ganske stor kvalitetsforskel, hvilket nok er med til at trætte mig som lytter.
Dette bringe mig videre til et andet punkt: Den version jeg har haft består af 7 sange med en samlet spilletid på ca. 32 minutter. Derudover kommer 5 bonus tracks, der bringer den samlede spilletid op på 58 minutter. Jeg ved ikke, hvordan Volume III: Hell’s Likely i øvrigt er udgivet, og hvad bevæggrundene for opdelingen har været. Jeg synes normalt, at bonus tracks er et spændende tiltag, når de består af demo- eller live-versioner. Når der er tale om ’nye’ numre, får jeg derimod tit følelsen af, at der er tale om numre, der ikke rigtig havde niveauet, eller i hvert fald at produktionen halter.
Samlet set er Volume III: Hell’s Likely i min optik en ret ligegyldig udgivelse. Jeg forstår på denne baggrund ikke rigtig det tilsyneladende hype omkring Mammoth Mammoth. Jeg er trods alt ikke dummere, end at jeg kan se, at det alt sammen sendes af sted med et tydeligt ironisk glimt i øjet, og det anerkender - men ikke nødvendigvis værdsætter - jeg som en præmis for musikken. Var jeg til en festival med 100 i promille, så ville Mammoth Mammoth være et usædvanlig oplagt valg - ingen tvivl om det. Men i en grå dansk vinter hverdag, så griner jeg altså ikke. Så vil jeg hellere have noget andet. Men for andre er Mammoth Mammoth måske netop den medicin lægen ordinerede mod en truende vinterdepression - lyt selv nedenfor.
Tidligere bemeldte kvinde kan observeres i denne video og påklædt tilstand:
