Alle fortjener omtale

Det kører rigtig godt for dansk rock og metal, og det har det gjort i et stykke tid. Det er selvfølgelig skønt og noget, vi skal være stolte af og støtte så meget op om, som vi overhovedet kan. Men nogle bands er ikke aktive deltagere i det store opsving. Dertil er de simpelthen for små, og besidder måske heller ikke kompetencerne, men derfor skal vi stadig støtte op om dem og give dem opmærksomhed. 

I denne sidstnævnte kategori finder vi hard rock-bandet Luzy In Dizguize. De har lige udgivet deres debutalbum, Black, men den opmærksomhed, de skal have her i denne anmeldelse, er af den slags, hvor ”dårlig omtale er bedre end slet ingen”.

… til en vis grænse

Lige så fantastisk det kan være at anmelde en helt formidabel plade, lige så forfærdeligt og ubehageligt kan det være at anmelde en, der er rigtig skidt – især når den er dansk! Et obskurt serbokroatisk band er på en eller anden måde lettere at kalde talentløse end nogen, der bor i ens egen baghave, men man er nødt til at være så objektiv som overhovedet muligt og ikke mindst ærlig, så selvom det på ingen måde er rart for mig, må jeg hellere komme til sagen:

Syv numre fra danske Luzy In Dizguize er syv numre for meget. Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte, men vil kort remse op, at sangskrivning, vokal, produktion, mix, ja, simpelthen hele baduljen lyder helt utrolig skidt. 

Lige fra første skæring “Caroline” står det klart, at det her bliver en sej omgang at komme helskindet igennem, trods pladens beskedne spilletid på 32 minutter. En smule af nummeret leder tankerne tilbage på The Ramones, men bare tanken om at sammenligne med de legendariske punkrockere giver dårlig samvittighed, efterhånden som nummeret skrider frem. Senere på pladen får vi nummeret “Run”, der, med sin lidt …and Justice for All-agtige start potentielt kunne indeholde noget, som med mange flere timer i øvelokalet kunne gå hen at blive et ikke helt så stygt nummer. Men vi ville i så fald stadig bevæge os på et niveau, hvor musikholdet i ottende klasse på Oppe Røvstrup Efterskole ville give dem kamp til stregen. Og sådan er hele pladen. Det nytter ikke at fremhæve flere passager, for konklusionen er den samme: Det er mangelfuldt over hele linjen.

Av for katten

Puha, nogle gange er det virkelig ikke rart at være ærlig, men på den anden side er Black virkelig heller ikke rar at lytte til. Det er kun anden gang i løbet af 200 anmeldelser, at jeg lander på ovenstående karakter. Et dårligt band med en dårlig sanger skal ikke skrive dårlige sange, hvorefter de indspiller dem dårligt med en dårlig lyd. Det afføder nemlig kun ét sølle kranie herfra, men det er i håbet om, at bandet er en intern joke, der startede, da medlemmerne gik i gymnasiet, og bare aldrig har fundet ud af, hvornår de burde stoppe. For herregud da, det er sikkert en fest for de få indviede, når Luzy In Dizguize giver koncert. Jeg har bare ikke lyst til at være med. Ligefrem at udgive musikken er useriøst. Hvis bandet er en joke, så er den ikke sjov. Hvis det er seriøst… Nej, den tanke vil jeg helst ikke tænke til ende.