Billedanalyse for begyndere
Læderjakke? Tjek. Solbrille? Yes. Cool bil? Jep. En flaske Jack Daniel’s? Oh yeah. Københavnske Lovestruck efterlader absolut ingen tvivl om, hvorhenne i genrelandskabet de befinder sig: Det her er vaskeægte rock’n’roll, som den lød tilbage i 1980’erne – og med alt, hvad den indebærer af både charme og klichéer. De fire knøse fandt sammen så sent som i januar i år, skriver sange om at, nå ja, blive ”wasted and getting laid”, og nu er de altså klar med debut-ep’en Faster, Louder, Lover. Nogen stor videnskab er det ikke, men hey, mindre kan også gøre det.
Flueben ved alle tænkelige klichéer
Og langt hen ad vejen går det da også godt for bandet: Faster, Louder, Lover lyder generelt godt, der er tydeligvis brugt megen energi på at finpudse detaljer, og de fire herrer spiller fortrinligt: Der er masser af blæret guitararbejde, buldrende bas, lækre trommer og en vokal, der nok er en smule karakterløs, men som passer fint ind i lydbilledet. Der er også rimelig godt styr på sangskrivningen, hvor især ”The Edge” fænger med sin fede energi og sine karakteristiske synths, og ”Hit the Alley” bare har den helt rette attitude og lyd. Navnlig sidstnævnte står stærkt.
Der er således flere gode ting at sige om københavnske Lovestruck – alligevel kan jeg ikke lade være med at være lidt ærgerlig over, at bandet ikke tager flere chancer eller udfordrer sig selv bare en lille smule. Jeg er med på, at dette er cool rock’n’roll, og at alle genrekonventionerne dyrkes med stolthed, men helt ærligt: Det er lidt for nemt at servere seks sange, der gør det samme, vil det samme og kan det samme. Måske er det også derfor, at jeg allerede efter de to indledende sange bliver hægtet af; hverken ”Tootsie”, ”Born in Hell” eller ”Taste My Love” er interessante nok til at holde min opmærksomhed. Desværre. Der mangler noget overraskende, noget finurligt – eller måske bare noget, der gør noget andet.
Mens der altså indtil videre har været to glimrende numre og tre jævne, går det ret skævt på lukkeren ”Love Me Again”. Nummeret er pladens obligatoriske ballade: ømt, unødigt sentimentalt og til tider direkte teatralsk med sine store synthstrygere – og det klæder på ingen måde ep’ens samlede udtryk. Faktisk er det et ærgerligt punktum, og jeg tror, ep’en havde stået stærkere uden.
Man behøver ikke opfinde den dybe tallerken, men …
Lad mig gøre det kort: Lovestruck spiller på Faster, Louder, Lover langt hen ad vejen fortrinligt, der er masser af energi og skarp attitude, men det halter en smule med variationen og fastholdelsen af lytteren – og så ville det ikke gøre noget, hvis der blev tilsat bare et enkelt gram originalitet. Man behøver ikke opfinde den dybe tallerken, for den har vi allerede, men må man gerne gøre sig en smule overvejelser om, hvad man har at bidrage med: Hvorfor skal jeg lytte til Lovestruck frem for de cirka 10.000 andre bands, der gør præcis det samme?