Nyt projekt

Long Distance Calling er et tysk progressivt rockband, der satser på et artistisk og udviklende lydbillede. Med sig i bagagen har de blandt andet seks studiealbums og en liveoptagelse, der har vundet en efter sigende præstigefuld pris i Tyskland. Nu er de ude med deres syvende langspiller How Do We Want To Live?, der er et konceptalbum, som tager tematikker op om den situation, verden befinder sig i nu. For den er ifølge bandet, at vi mennesker er udforskende væsener, der bliver mere og mere afhængige af teknologier, som tiden skrider frem. Men overskygger teknologien de værdier, der i virkeligheden betyder noget, og er det roden til frelse eller dommedag? Se, det er store spørgsmål. Det virker en anelse klichefyldt, da det bestemt ikke er første gang, især ikke i prog-sammenhæng, at disse tematikker tages op. Men lad os se, om der er noget om snakken.

Menneskets værste fjende

”Curiosity is a real bastard”, sådan lyder det indledningsvis på det stemningsfyldte åbningsnummer ”Curiosity (Part 1)”. Her florerer der en skiftevis mandlig og kvindelig monolog, der beskriver menneskets nysgerrighed som en af vores bedste og værste kompetencer. Der er blevet tilføjet en ny dimension til bandets kompositioner i form af elektroniske elementer. Paradoksalt nok, når man tænker på, at albummets koncept er en stor langemand til teknologien, men nuvel. Det fungerer faktisk udmærket, og det skaber en dystopisk og dragende stemning, inden den slår over i ”Part 2”, der giver sangen et nyt lag, når bandet træder ind. Noget kunne tyde på, at kvintetten fra Tyskland har hentet lidt inspiration fra den gode Steven Wilson, da de elektroniske elementer veksler mellem storladne guitarsoloer og tunge rytmiske passager, som giver et praj i den retning. Men det fungerer yderst godt, og nummeret holder fokus hele vejen igennem – et af pladens stærkeste kort.

Videre i marcherende trommerytmer kommer nummeret ”Hazard”, der er en blandet affære, hvor sangen langsomt får lov til at udvikle sig, men desværre først i sidste tredjedel kommer til sin ret. Vi skal først igennem et halvkedeligt guitartema og en monolog, der skildrer, hvordan maskiner muligvis vil overtage verden, inden vi bliver mødt af en fantastisk flot guitarsolo. Og det er desværre det, som er lidt en hæmsko for bandet på dette album. Jeg er med på, at musikken er stillestående og udvikler sig langsomt gennem numrene, så forløsningen kommer i sangenes klimaks. Desværre bliver det bare trukket i langdrag en gang imellem, og det kan blive en anelse monotont at lytte til.

Et friskt pust kommer dog på nummeret ”Beyond Your Limits”, der er det eneste nummer med vokal på. Her med en gæsteoptræden fra Erich Pulverich, der har en virkelig interessant stemme, som komplimenterer musikken utrolig godt. Nummeret demonstrerer også, at kvintetten har flair for at kombinere melodi og tekst, der ikke kun er instrumentalt sammensat. Et virkelig stærkt nummer.

Pladen slutter med nummeret ”Ashes”, der endnu engang byder på en mandlig peptalk akkompagneret af svævende elektroniske elementer i baggrunden. Kvintetten står på en taburet og balancerer mellem det poetiske og det tåkrummende, når de indledningsvis sammenligner menneskeheden med en virus, idet vi formerer os og overtager naturens ret. Ja, der er helt sikkert nogle interessante pointer, men det er på grænsen til at blive banalt, og jeg ved, at det bestemt ikke er bandets hensigt. Herefter får nummeret lov til at flyde ud med vridende guitartoner, bløde guitartemaer og harske trommer – en fortrinlig afslutning på et godkendt album.

De bedste forudsætninger

Et af albummets stærkeste forcer er den måde, musikken får lov til at udfolde sig på. Det er et langt hen ad vejen et instrumentalt album med et klart budskab. Og jeg tror faktisk, at budskabet havde været lige så klart, hvis ikke mere, hvis nogle af de til tider uinteressante monologer udeblev. For bandet formår at indkredse den følelse og det budskab, de forsøger at komme ud med. Når det så er sagt, så er højdepunkterne på dette album de tidspunkter, hvor det hele spiller sammen. Det kan til tider virke en anelse monotont, da ikke alle passager er lige interessante, og det kan godt tabe ens opmærksomhed, og først fange en igen, når der sker noget nyt. Og det bliver desværre en anelse for meget fyld, der bliver påduttet de fem-syv minutter lange numre, men hvis der bliver stillet helt skarpt på dette, har bandet de bedste forudsætninger for at skabe et topalbum.