Kompromisløs core-musik
LIMBS spiller hardcore i genrens reneste og mest ligefremme form. Der er skruet max op for alle de høje toner, der er masser af attitude og godt fyldt op med eksplosive breakdowns. De har flået den kendte formel ud af formelsamlingen, sømmet den fast i baseballbattet og hamrer den nu mod alt og alle omkring sig. Bandet er spritnyt og fra Florida, så der er en god chance for, at du ikke har hørt om dem før, selvom debuten allerede har nogle måneder på bagen. Pladen fortjener dog fuldt en (lidt forsinket) anmeldelse, der kan åbne de danske metalhoveders øjne for den sprængfarlige kvintets musik.
Benhårde skrig og selvsikre riffs
Fathers Son starter ud med et brag 40 sekunder inde i sangen ”Fed”. Forsanger Chris Costanza fanger ens fulde opmærksomhed med de gentagne brøl af teksten ”FORCEFED” og rammer en hårdt i solar plexus. Intronummeret er en god teaser på albummet, der bygger på kontrasten mellem forsigtige, næsten lydtomme passager, der afløses af passioneret screamvokal og instrumenternes lydmur. Alle de tre kommende numre bygger på denne opskrift, og det virker overbevisende godt for LIMBS. Deres uudtømmelige energi springer som gnister fra sangene og sætter sig hurtigt fast i lytteren sammen med sangenes få, men stærke hooks.
Efter det fede nummer, ”Black Thumb”, kommer nummeret ”Twelve Stones”, der tyder på en fortsættelse af succesen med kontrastskabende intromelodier. Forløsningen kommer dog aldrig – i stedet fortsætter nummeret i afdæmpet niveau hele vejen igennem, og de få afbrydelser, vi får i form af en klagende falsetstemme fra Chris Costanza, er ganske skuffende oven på hans fantastiske screamvokal. Samme er tilfældet for ”Sacrament”, der dog har et udmærket Zeal & Ardor-agtigt c-stykke. Disse to sange er sikkert med for at skabe variation på albummet, men de ender med at være lækhuller, der gør, at bægeret aldrig fyldes helt op. Dette er ærgerligt, for samtlige af de resterende ni numre er klasseeksempler på, hvordan man laver benhård, lækker hardcoremusik.
Når stemningen kan hæves så højt, og musikken være så eksplosiv og på samme tid selvsikker som på ”Black Thumb”, overbevises man hurtigt om, at vi nok skal komme til at høre mere om LIMBS i fremtiden. Det er i de høje intensitetsniveauer, at Florida-bandet for alvor brillerer, og energien er da også en hovedingrediens i singlenummeret ”Tangled Hands”, der også fortjener en fremhævelse. Udover at overholde kropsdelstemaet skiller sangen sig ud ved at bruge overdrive i stedet for distortion til at skabe et ganske karakteristisk riff, der giver den ellers ekstreme musik et præg af grunge, der skaber lidt ekstra stemning. LIMBS er ikke bange for at krydre lidt på deres ellers enkle musik for at skabe variation mellem sangene. Dette gør Fathers Son til mere end bare endnu et generisk hardcore album.
Mere af det!
LIMBS har overbevist mig om, at hardcoregenren slet ikke er død med Dillinger Escape Plans afslutningsturne sidste år. Der er blevet plads til nye fakkelbærere for genren, og denne spritnye amerikanske gruppe har helt klart potentialet til at gribe dette momentum. Bandet skal være bedre til at fremhæve deres styrker og arbejde med deres svagheder, men Fathers Son er helt bestemt en solid start, der tilføjer mange fede numre til bandets setliste.
