Level-C - Level-C

Level-C

/ Target Group · Udkom

Type:Album
Genrer:Nu Metal, Hard rock
Spilletid:38:15
Antal numre:10

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Level-C spiller her på deres debutalbum tung, garagerock-præget heavymetal, med træk af gammel thrash som Corrosion of Conformity og Pantera på de første fire numre. Herefter trækker albummet i en mere kommerciel retning med numre, der smager en lille smule af Slipknot og Korn.

Det bedste nummer på albummet er efter min mening det afsluttende "Misery", der leger lidt med det harmoniske og har en lidt trippy stemning, der er ganske fængende. Her er dog ikke tale om, at bandet fjerner sig fra deres kompakte, lidt mudrede lyd. Det er gammeldags metal hele vejen igennem.

Bortset fra det har jeg ikke ret meget positivt at sige om dette album. Numre som "Ignite Us" og "Chain Reaction" rykker fint, men der er tale om riffs og rytmer, man har hørt rigtig mange gange før, og Level-C formår ikke at overbevise mig om, at jeg hellere skal lytte til dem end andre moderne nostalgiorkestre. Det er ikke decideret dårligt, bare kedeligt. Teknisk hænger albummet akkurat sammen, men især guitararbejdet lyder ind imellem noget amatøragtigt, især i soloerne. Sangerinde Christine Maynards forsøg på at lege Phil Anselmo og samtidig bevare en slags girl power-attitude (lyt f.eks. til "No Control") er heller ikke noget at råbe hurra for. Om hun er teknisk inkompetent, ved jeg ikke rigtigt, men hendes æstetik er temmelig bøvet.

Det virker som om, hovedårsagen til at Level-C har fået positiv opmærksomhed er, at der er tale om et band bestående udelukkende af langhårede, nedringede piger, hvorfor det selvfølgelig vil have en vis chokeffekt for nogen at høre dem være onde i sulet på den maskuline facon. Men helt ærligt, er der efterhånden ikke så mange kvindelige musikere og sangere spredt rundt omkring i forskellige metalbands, at sensationsværdien er gået lidt af sådan et projekt her? Der er masser af "female-fronted" bands, jeg gerne hører af den grund, at musikken er fed, og ikke fordi jeg synes, "de kvinder er blevet så dygtige".

Som antydet er dette album ikke så dårligt endda, der er bare rigtig mange bands derude, der spiller samme slags musik og gør et langt bedre stykke arbejde.