Født til teknisk død

Hvem kalder et teknisk dødsmetalband for The Last of Lucy? Svaret er: … ingen. The Last of Lucy er oprindelig dannet som metalcore-band, hvorefter de en dag besluttede sig for at skifte spor. Moksha er således nærmest et debutalbum, i den forstand at gruppen er genfødt i en tungere, hurtigere og mere fokuseret udgave. Dette fremprovokerer imidlertid spørgsmålet: Hvem begynder et metalcore-band for derefter at skifte til teknisk dødsmetal? Og, som altid, hvordan er riffene? Lad os finde ud af det.

Melo-/tech-/death-/djent

The Last of Lucy har en fremragende varieret stil med vidtrækkende elementer. Foruden tech/death-galskab er der plads til lige så tech’et djentcore samt mere ligefremme forvrængede helakkordriffs – en glimrende forening af fart, rytme og melodi. Jeg har ofte for travlt med guitarerne til at lytte efter vokalen, som ellers leverer et fornemt metalcore-agtigt brøl i mindst to forskellige tonelejer. Trommerne er lidt mere forudsigelige og benytter det meste af tiden med enten blastbeats eller dobbeltpedaler med backbeat, begge dele naturligvis hurtigere, end jeg kan følge med med hænderne på lårene.

Med ovenstående in mente er riffene samt den generelle sangskrivning de største interessepunkter ved albummet. Guitarværket er komplekst, med hvilket jeg mener, at et enkelt riff kan være meget langt og indeholde vidt forskellige teknikker og undertemaer. Albummets riffs løber derfor en reel risiko for at blive amorfe – for snørklede til at være mindeværdige – hvilket netop er tilfældet med hovedriffet på åbnings- og titelnummeret samt på efterfølgeren, ”Akni”, sidstnævnte dog i mindre omfang. Fra og med 4’eren, ”Ego Death”, finder gruppen imidlertid en vifte af vanvittige, tekniske og ørehængende riffs frem, som holder albummet ud. Dette giver samtidig sangene som helhed en meget tiltrængt raison d’être, idet de sublime tech/death-riffs bygger op til mere lettilgængelige helakkordriffs, som kan bære melodiske progressioner og således give albummet en ekstra dimension. Dette hjælper næstsidste ”Covenant” til at skille sig ud med et meget dramatisk udtryk, hvilket klæder albummet som helhed.

Udover de første to-tre numre, som ikke lever op til kvaliteten hos resten, er der lige nøjagtigt ét væsentligt kritikpunkt: albummet lyder ikke særligt godt. Takket være heftig komprimering lyder trommerne – alle sammen – flade og livløse, mens guitarerne får en syntetisk lyd i de højere toner. Albummet kan købes på vinyl (og Transcending Obscurity laver nogle fabelagtige vinyludgivelser) som umuligt kan være lige så komprimeret, så den version anbefaler jeg.

Ikke det sidste fra Lucy

Teknik er ikke lig med kvalitet, men på Moksha viser The Last of Lucy, at det fint kan benyttes til at skabe lytteroplevelser, som man ikke kan skabe uden. Mange riffs på albummet er både svimlende komplekse og uforglemmeligt ørehængende, mens sangskrivningen er flot varieret og generelt ikke slipper lytterens opmærksomhed. Alting lykkes dog ikke altid, og navnlig en famlende start på albummet har trukket min lytteroplevelse ned. Dertil kommer, at intet instrument på albummet lyder godt, eftersom masteren er helt kvast. Ikke desto mindre har Moksha givet nogle fortrinligt hjerneborende oplevelser, og jeg håber i den grad ikke, at jeg har set det sidste til Lucy.