I de mørkeste afkroge af Finland finder vi Kuolemanlaakso, opkaldt efter amerikanske "Death Valley", et af de varmeste, tørreste og dybeste steder på Jorden. Forsanger Mikko Kotamäki kender vi fra både Barren Earth og ambient doom-bandet Swallow the Sun, og med Kuolemanlaakso spiller han og de fire bandmates en dyster og til tider melankolsk blanding af black, melodic death og doom.
Uljas Uusi Maailma er Kuolemanlaaksos debutalbum, og betyder, oversat til dansk, "Prægtige nye verden". På bandets hjemmeside beskriver de da også albummet som "en tragisk, smuk og enestående verden". Lyrikken (som udelukkende er på finsk) er inspireret af en digtsamling af Eino Leino, og omhandler den finske natur og det sygelige ved det moderne samfund. Med Uljas Uusi Maailma er det virkelig som at komme tilbage i tiden, især forstærkes denne følelse af "Roihusydän", et halvandet minut langt track med ren vokal og shaman-trommer. Generelt er Uljas Uusi Maailma et album der fremkalder mange følelser hos lytteren, og det er gennemsyret af en snigende følelse af mørke, had og til en vis grad fortvivlelse. På trods af det, er det virkelig smukt.
Det er ikke svært at høre at det er erfarne musikere vi har med at gøre her, og jeg har intet negativt at sige om den instrumentale del af albummet. Det er tung, ofte lidt langsom doom, tilsat elementer fra både melodic death, black og ambient. Selvom Kuolemanlaakso dermed nok lyder en smule stilforvirrede, synes jeg resultatet er virkelig gennemført, og lyden er unik. Numrene indeholder hver deres følelse eller stemning. Hvor "Kuun Lapset" er et uendeligt dystert nummer, er titelnummeret "Uljas Uusi Maailma" mere melankolsk og episk.
Dog har jeg i grunden lidt svært ved den store variation af vokalen, som Kotamäki benytter sig af. Når han growler er hans lows virkelig fantastiske, mens hans black shrieks bare ikke er godt for noget. Dog er hans rene vokal, i fx "Etsin" og "Aurinko" virkelig smuk. Generelt gør han det godt, men han kommer for hurtigt til at lyde som forsangeren i et teenage-band, der spiller metalcore – og det stemmer slet ikke overens med resten af musikkens dybde.
Alt i alt kan jeg sagtens anbefale Uljas Uusi Maailma, Kuolemanlaaksos "tragiske, smukke verden" omskabt til et album. Det er nok ikke for alle, og også for mig krævede det et par gennemlytninger, før jeg virkelig begyndte at finde det så fantastisk, som jeg nu engang gør – men det er klart et forsøg værd.
Her kan du høre Uljas Uusi Maailmas intronummer, Minä Elän:
