Californiske KrashKarmas andet album "Straight to the Blood" byder mere på musik, der ligger et eller andet sted mellem heavy metal og alternativ rock (så det må vel være alternativ metal) med en lidt punket kant end ovre i ren industrial metal, som KrashKarma ellers kategoriseres som (selvom der da er en del elektroniske elementer - som er mest prominente i numre som "Take the Money", "No Regrets" og i mellemstykket på "Hole in my Soul").

Egentligt, synes jeg det her album er ganske okay, og det har da en del fængende, men ikke voldsomt nyskabende, rockmusik at byde på (det skal dog nævnes, at der er et par spøjse guitarriffs nu og da). Faktisk synes jeg, at KrashKarma trækker meget på 90ernes alternative rock og også på støjrocken.

"9 Lives (1, 2, Die)" [einz, zwei, die] indeholder nogle simple men groovy riffs, og der er endda nogle trashy trommer. Ligeledes er nummeret "Inside" karakteriseret af simple men groovy riffs samt melodisk og catchy omkvæd, hvilket også gælder "No Regrets", der desuden er et af de få numre med rigtig fed leadguitar i. "Anytime", som er mere af en melankolsk ballade, er faktisk heller ikke så ringe, og det hører nok til et af mine favoritnumre fra denne plade (ironisk nok, det mindst metalliske nummer på pladen) sammen med den mere uptempo "Hole In My Soul" og "Comback" der begge indeholder nogle lidt underlige (på den fede måde) guitarriff. Andre numre som "Take the money", 90er-rock balladen "Tears of Gasoline" samt "The Void" er, selvom de som sådan ikke er dårlige, til gengæld ikke så interessante (jeg kan dog godt lide omkvædet i "Take the Money").

Vokalen kan godt gå hen og blive lidt irriterende - ikke så meget trommeslager/vokalist Nikis kvindelige vokal (som bare er en standard kvindelig rock-vokal) - men guitarist/vokalist Ralfs vokal lyder især på omkvædene lidt for meget som en af Linkin Parks sangere.

Jeg synes egentligt, at "Straight to the Blood" er et meget godt rock album at høre hvis man skal slå hjernen fra og bare rocke lidt ud. Der er helt klart metalelementer at komme efter (som guitarriffet i verset på "No Regrets"), men jeg tror, at albummet måske vil appellere mere til fans af Marilyn Manson end til fans af rendyrket metal.