Ved faktisk ikke helt hvad jeg skal mene om denne her udgivelse. Der er et eller gammeldags heavy over det her der får mig til at tænke på tidlig Savatage og Queensrÿche, tilsat noget tilbagelænet progressivt tingeltangel. Men Italienske Kingcrow har bare langt fra samme gennemslagskraft som de to nævnte giganter, hvilket tildeles skyldes den lidt for rene og noget blodfattige lyd - der mangler sgu lidt mere bund. Desuden er Mauro Gelsomini’s stemme lidt for ordinær og kravler for sjældent helt ud af skabet. Med en tungere produktion og en Gelsomini der gav den mere gas, kunne det her godt gå hen og blive interessant – om et par pladers tid måske?. "Temptation" er en instrumental skævert jeg ikke rigtig kan se meningen med, men ellers er der faktisk mange fede passager i musikken pladen igennem - men der er bare ikke ét helt nummer der for alvor rykker tænder ud, hvorfor "Insider" reduceres til et kort bekendtskab der lader ønsket om at de sidste brikker falder nogenlunde på plads, før man gider bruge yderligere tid på dem. Lidt flere krummer, tak.