Er du fanatisk frankofil ekstremist?

Ford opfandt samlebåndet. Det medførte en kraftig reduktion af bilers produktionstid. Samlebåndet førte til serieproduktion, og det produktionsprincip har franske King Weed taget til sig. De er ultraproduktive med en diskografi, der tæller 45 udgivelser – eller udgydelser. Tjek Bandcamp, som byder på en uoverskuelig pærevælling. Det er svært at danne sig et overblik over, hvad der er fuldlængde, ep eller single, faktum er, at de spiller kedelig, instrumental heavy muzak. Hov, undskyld, der slap jeg katten ud af sækken alt for længe inden finalen.

Duke Nukem soundtrack v.2

Husker du det geniale 90’er computerspil Duke Nukem 3D? En slags fortsættelse til det banebrydende Castle Wolfenstein. Spilleren skulle i rollen som Duke løbe rundt og smadre monstre med kæmpe håndvåben, mens Duke fyrede oneliners af, der kunne måle sig med Arnold Schwarzeneggers. Men det helt vilde var, at der til fortsættelsen Duke Nukem Forever var rigtig musik til spillet og ikke bare de sædvanlige skramlede computerkompositioner. Det var rent faktisk selveste Megadeth, der havde leveret et par numre eksklusivt til spillet. Absolut ikke på niveau med bandets resterende produktion, men vi knægte var alligevel målløse. Det er sådan, King Weed lyder. Banalt, fantasiforladt, kedeligt … med latterligt lirede guitarsoli. Tjek det malmsteenske lir-mareridt i ”War Gate”. Prøv så at kede dig igennem titelnummeret, mens du bemærker manglen på fantasi og gode riff. Og forsøg at undgå at opdage, at den jammerligt uinteressante guitarsolo gudhjælpemig gentages til slut. Har DR ikke eneret på genudsendelser, eller gad guitaristen bare ikke mere?

Først da albummet nærmer sig sin længe ventede afslutning, dukker der lidt positivt op. ”Incunabula” vender bøtten lidt på hovedet, for her er et melodisk riff, både et godkendt vers og et ditto ’omkvæd’, hvis man kan kalde det det, når der ingen vokal er at høre. ”Still Alive” fortjener også et venligt nik med et stenet riff, der bygges lidt videre på. Lidt, for alle skæringer er skåret over den samme model. Et A- og et B-riff. Så forudsigeligt, at man græmmes, ligesom når man græmmes over fantasiløse guitarvirtuoser. Dem, der tror, at bare fordi de er gode, skal alt udgives. Joe Satriani er et stjerneeksempel. Han har lavet en masse generisk skrammel a la Bad Habits, således kunne ”Babel” have været en Satriani-ting. Satriani kan sit skidt, han har lavet noget, der vitterligt kan det ekstra, men mange af hans kompositioner er meningsløse og kedelige. På Bad Habits er sangskrivningen horribel i sin mangel på gode idéer. Hør bare lukkeren, ”Crawling To The End”. Et løst bas-jam med psykopat-lir henover.

Og hvad med lyden? Guitaren er god, varm og rund, bassen ligger og supplerer, men trommerne? Er det en trommemaskine til 400 kr. fra ALDI? Lars Ulrich har bøvlet rundt med sin lilletromme i snart tre årtier, men hans lyder lysår bedre end den krakelerede effektkasserolle, franskmændene bruger.

Skal der sættes flere ord på denne litterærlige guillotine?

’Fantasi er vigtigere end kundskab’, citat Albert Einstein

Da der ingen info er om bandet, kan det hverken be- eller afkræftes, om de ernærer sig som leverandører af tandløs heavy elevatormuzak til rekvalmer og/eller computerspil. Dog kan jeg fint se en fornuftig anvendelse som lydtæppe i et spil. Faktum er, at du skal være meget frankofil for at finde King Weed interessant, og er det tilfældet, er der mange langt mere interessante bud fra Frankrig. For Bad Habits er fantasiløs, så det basker. Smuglyt i et par andre af gruppens projekter giver samme indtryk. Jeg kunne derfor råde til mere mådehold, selvkritik og omhu i stedet for at producere fire album årligt. Som et produktivt hyggeprojekt er King Weed sikkert meningsfuldt, men til en seriøs lytterskare er det himmelråbende uoriginalt.