Sløj technoficering af kopimetal lever ikke op til sine forbilleder

Hvor længe og hvor træls

Min allerførste tanke da jeg var nået ca. halvvejs i første nummer lød i retning af: ”Jeg håber ikke det her lægger standarden for resten af pladen”. Da jeg så var færdig, stod det lysende klart at jo, det gjorde det. De spanske turbotosser i Killus har efterhånden et par albums på bagen, men hvor deres sidste udspil trods alt havde lidt mere substans, er Ultrazombies en tynd omgang gothicindustrialnumetal sjask med rigelige samples fra gamle horrorflicks.

Bøh for helvede

Det er ingen hemmelighed, de er svært glade for den niche - det giver sig udslag i både deres gimmick med skullface-makeup og især navngivningen af deres sange. Jeg nævner i flæng: ”The Dead Walkers Invade The Village”, titelnummeret “Ultrazombies” (der bl.a. byder på teremin, surprise) og især nummeret “Motherfuckingstein”. Og lige der rammer vi ned i min allerstørste kæphest ved hele det her koncept. Lynhurtigt gik det op for mig, at en af de allerstørste inspirationskilder til det her koncept er ingen ringere end selveste Rob Zombie. Hvis vi skal blive ultra-nørdede, og det skal vi, så er det her nummer gennemsyret af lydeffekter, som er copy/pastet DIREKTE fra ”More Human Than Human” fra det efterhånden antikke White Zombie album Astrocreep 2000. Nummeret emmer af den der spooky slasher/sex show stil som RZ mestrer til fulde, og jeg kan ærlig talt ikke gennemskue, om det er et homage eller et decideret rip-off.

Vokalmæssigt minder forsanger Supersixx mig konstant om Marilyn Manson fra dengang, han stadig var interessant, og jeg kan snildt finde en masse ting ved det her album, der trækker tråde ind i hans univers også. Man skulle faktisk tro, det her var en kollaboration mellem de to herrer – hvis det så ikke var fordi det ville have været uendeligt meget mere gennemført og overbevisende.

Men ret skal være ret. Jeg er lidt hooked på den der irriterende blanding af techno og metal, og især et nummer som ”Satanachia” viser, at de kan meget mere end at sætte sig mellem to stole. Dobbeltpedalen høvler af sted med en overbevisende guitar til at bryde beatet, og så tilgiver man dem næsten, det kun er glimtvis, man får lov til at nyde det tungere islæt, der trods alt er at finde på pladen - for langt hen ad vejen er det her ikke tung metal. Men her brydes monotonien dog lidt, og jeg får et Static-X-vibe, det elektroniske og det analoge afbalanceres ret godt i det nummer, og det gør jeg næsten kan tilgive dem for at falde i den uoriginale cirkus-musik fælde, som man må finde sig i på nummeret ”Mr. Jack”.

Will the real Rob Zombie please stand up

Jeg kunne skrive meget mere om, hvordan Supersixx lyder ganske hæderlig, når han ikke forsøger at emulere både Zombie og Manson – som f.eks i ”White Lines”, hvor han overrasker positivt. Jeg kan også skrive om, hvordan guitaren nogle gange bliver lidt for run-of-the-mill heavy metal. Eller hvordan trommerne begejstrer mig konstant. Men jeg synes faktisk, du skal høre det selv, for selvom jeg ikke kan

abstrahere fra, at Ultrazombies giver mig lyst til at lytte til deres helte i stedet, så er der altså stadig en del steder, man ikke kan lade være med at nikke lidt med.