Fra Notodden til Kharkiv
Ukraine har altid haft en stærk black metalscene med bands som Drudkh, 1914, Hate Forest og Nokturnal Mortum. Men man kan ikke snakke om ukrainsk black metal uden at nævne Khors. Det ville være som at snakke om glemme Darkthrone, hvis man snakkede om norsk black metal, eller Behemoth, hvis man snakkede om polsk black metal. Bandet blev grundlagt tilbage i 2004 og var allerede dengang lidt af en ”supergruppe”, da medlemmerne allerede havde gjort sig bemærket i andre bands, som for eksempel nogle af de tidligere nævnte. Allerede fra dag et var det tydeligt, at Khors trak i en lidt anden retning med et større fokus på intrikate sangstrukturer, bombastiske riffs, grandiose guitarsoli og masser af store armbevægelser. Disse blev kun endnu større, da Jurgis overtog rollen som frontmand og gjorde det tydeligt, at han ville være mere Ihsahn end Emperor.
Mindre duga-duga: mere jazz!
Jeg har efterhånden hørt Where the Word Acquires Eternity ret mange gange. Både fordi det er et særdeles fremragende album (men mere om det senere!), men også fordi jeg faktisk havde svært ved at finde den helt rette kasse at putte det ned i. Først da jeg læste et kort interview med Jurgis, gav det mening: albummet er et konceptalbum, der handler om det avantgardistiske kunstnerkollektiv ”Slovo” (der betyder word/ord og dermed forklarer albummets titel), hvor alle blev henrettet eller undertrykt af Stalin i 1933. Da stod det klart, at albummet jo netop er inspireret af den avantgardistiske stil, og netop derfor er den jo nærmest umuligt at putte i en kasse – duh! Musikken på Khors’ syvende album svinger konstant mellem det melankolske, det melodiske, det progressive, det aggressive og til tider det jazzede. Ironisk nok er det, der er allermindst af på dette black metalalbum, netop black metal. Men det virker til, at Khors har bemærket, at vi er i 2020, ikke 1994, og at for at undgå stagnering og død, må vi bevæge os fremad. Dermed ikke sagt at der da ikke er lyden af norske fjelde på albummet, bevares! Første nummer ”Starvation” åbner da ballet med en hidsig omgang molriffs, ”Blissforsaken” har alskens tremoloriffs samt duga-duga-duga-trommerne, vi kender så fint fra bands som Darkthrone, og ”And Life Shall Harvest One’s Past” emmer af Immortal. Men samtidig har vi numre som ”Beneath the Keen Razor of Time”, ”Crystals of the Fall” og “The Sea of My Soul” hvor skæve rytmer, akustiske instrumenter og keyboard er omdrejningspunktet i stedet for nitter, Satan og panda makeup.
Så tæt på!
Som tidligere nævnt har jeg hørt dette album mange gange, og hver gang har været lidt af en opdagelsesrejse. For hver gang hørte og sansede jeg noget nyt, eller også skete der det, at et nummer, der ikke lige sagde mig noget første gang, voksede sig bedre og bedre i mine ører.
Det er et smukt, gennemtænkt og uhyre veludført værk. Et af de få minusser, der dog er ved pladen, er Jurgis’ vokal, der til tider bliver lidt for skinger og mangler gennemslagskraft, og ligeledes kunne man måske godt barbere fem-syv minutter af albummets spilletid ved at skære nogle unødvendige sekunder fra de otte numre. Men i den store helhed ændrer dette ikke på, at Khors’ nyeste udspil er særdeles fremragende!
