KforKill tilslutter sig den nye bølge af danske metalbands med et tungt debutalbum
Sjælland vs. Jylland
KforKill er et af de nye spirende metalhåb, som udspringer fra den nye bølge af danske metalbands og, i særdeleshed, dødsmetalbands. Jeg kan uden at fornærme nogen konstatere, at en lang række af nu- og datidens metalbands er udsprunget fra det jyske fastland, men dette københavnske dødsmonster sætter tempofyldt og aggressivt fra land i den danske storby. Men er de så bare endnu et metalband, eller har de rent faktisk noget ild i posen?
K for Kreativitet
Bandet formår ikke at slå Jorden ud af sin omløbsbane, men de gør et ihærdigt forsøg. Ser man bort fra den totalt uinspirerende og stemningsnedbyggende intro, så er der masser af tungt og kvalitetsfyldt død at finde på dette debutalbum. Det hele er teknisk, hurtigt og brutalt. Det læner sig ikke op ad den klassiske old school-død, men er vel et godt bud på et mere nuanceret og moderne udtryk inden for genren.
Det er som sagt deres debutalbum, men bandet har eksisteret siden 2012 og udsendte i 2013 en EP. Her har de – naturligvis – rykket sig en del siden. Albummet er utrolig skarpt og velproduceret. Der er ikke mange ufilede kanter i lydbilledet, og det er selvfølgelig en flot præstation, der er lagt bag mikserpulten, men det havde skam ikke gjort noget, hvis der havde været en smule mere grus i maskineriet. Det er trods alt beskidt og voldsomt dødsmetal, så det kan for mig godt lyde en smule for pænt, men det er ikke noget, der skader det samlede indtryk; de knusende riffs, de tempofyldte trommer og den tunge bas skaber et ekstremt og voldsomt fundament. De gør det godt over hele linjen, og forsanger Filip Hartman har også et ganske gedigent brøl.
Det er svært at sætte en finger på dette album, men alligevel mangler det noget. Det er et ganske godt album, men det mangler noget, som gør, at det netop skiller sig ud i den store mængde metal, som vi spytter ud i Danmark lige i øjeblikket. Af et debutalbum at være er det særdeles godkendt. Ser man bort fra intronummeret, får man ti veludførte og tunge numre. Der er ingen tvivl om, at K står for Kill, men en smule mere kreativitet, så ville dette band uden tvivl kunne sætte et altødelæggende dødsstød ind. Jeg tror nu det sidste afgørende element skal findes i en overbevisende og ond liveperformance. Den har jeg endnu til gode, men hilser den med glæde velkommen, for min nysgerrighed omkring dette band er langt fra mættet.