Dette er duoen Jucifers andet album (trommeslageren tæller åbenbart ikke med som en del af gruppen ifølge pressematerialet). Musikken er tung og nedstemt, men dagligstueproduktionen, den ekspressive kvindelige vokal og musikkens struktur giver mig mest associationer til alternative rockbands som Sonic Youth, Pixies, Breeders eller ældre P.J. Harvey.
Skiven åbner med noget af det mest ufatteligt tunge, slæbende mudder, jeg længe har hørt – det går så langsomt, at man næsten ikke kan fornemme et beat og det enkle guitarriff, der gentages igen og igen leder mine tanker hen på dronemetal i stil med Sunn 0))), men den kvindelige vokal gør det hele lidt interessant alligevel. Næste nummer, "Centralia" er stadig langsomt og tungt, men dog med en rytmefornemmelse. Herefter får pladen gradvist mere karakter. "Lucky Ones Burn" er et mere traditionelt stoner-heavyrocknummer med nogle fængende hooks i såvel guitar som vokal, mens "Hennin Hardine" byder på et catchy Alice In Chains-agtigt omkvæd og lidt mere energi. "Antietam" er meget i stil med Sonic Youth med sine klimprede guitarfigurer i starten, men arbejder sig hen i noget mere aggressivt, hvor forsanger Amber Valentine skriger hulkende, som om hun har fået et hysterisk anfald, og hvor man risikerer, at naboen banker på for at høre, om alt er i orden. Efter en kort Nirvana-agtig ballade, "My Benefactor", fortsætter pladen med endnu et langsomt nummer (dog ikke så langsomt som i starten), "Four Suns", hvor rytmefornemmelsen bliver lidt for søsyg og bevidst upræcis til min smag. Den cool grunge i stil med Alice In Chains er på resten af albummet repræsenteret på "Pontius Palia", den vist nok spansk-sprogede "Luchamos" og den guitarbaserede (uden trommer) "The Plastic Museum", der dog også har lidt tøsevokal à la P.J. Harvey og Garbage. Nummeret "Backslider" kunne beskrives som en garage-udgave af sidstnævnte band, men er selvfølgelig mere syret med sine dramatiske fald i tempo og den Tori Amos-inspirerede vokal i slutningen. På tredjesidste nummer, "In A Family Way", bryder bandet den eller ret minimale stil en smule ved at fylde lydbilledet i det tunge, fremadskridende nummer op med lag af guitar, bas og to vokalspor. "Medicated" kunne være et godt afslutningsnummer, fordi det, som titlen antyder, er mere afdæmpet og roligt i fornemmelsen (selv om det er en "full-band song" og får lidt mere hegn på til sidst). Desværre efterfølges det af den langsomme, skrøbelige, jeg-er-sur-på-min-eks-sang, "Led", som bliver lidt for indadvendt og navlepillende til min smag.
Jucifers musik lyder, som om den er lige ved at gå helt i opløsning og har en virkelig syg stemning, der burde appellere til fans af f.eks. Alice In Chains’ sidste rigtige album (det med den trebenede hund) eller fans af de ovennævnte indie-referencer. Jeg synes den slags musik har sin berettigelse, især hvis man er i virkelig, virkelig dårligt humør, men selv om jeg er klar over, at det er med vilje, bliver rytmerne på denne plade indimellem lige lovlig ’sloppy’ til min smag. Men stadig et vellykket album inden for sin egen skæve subgenre.
