Jeg har ikke hørt de tidligere skiver med Jon Oliva’s Pain og for at føje ekstra lag til min inkompetence i forbindelse med anmeldelsen af dette nye album, har jeg faktisk stort set heller aldrig lyttet til Savatage, som Jon Oliva for mange vil være synonym med. Nuvel, nok undskyldninger, lad mig i stedet beskrive hvad jeg kan høre: Nærværende CD indeholder en blanding af heavyrock, klassisk heavymetal med strejf af 80'er-thrash, let progressiv 70'er-rock, episk metal lidt i stil med ældre Kamelot og mere poppede, Extreme-agtige passager (lyt f.eks. til "The Ride").
Musikerne spiller upåklageligt, og Jon Olivas vokal fejler heller ikke noget. Den er ikke specielt virtuos og lyder af og til noget hærget, men jeg synes, Oliva har en fed, rå kant, og han er generelt meget præcis i sit udtryk, som han også formår at variere fra det klare, højtidelige til det vrede og gnavne. Desværre synes jeg, at flertallet af numrene er alt for langtrukne og uden de store, spændende udviklinger, hverken harmonisk eller rytmisk. Det gælder især de første numre på albummet, så som titelnummeret og "Adding the Cost". Olivas rytmegruppe leverer nogle fede, grooves og riffs ind imellem, men de drukner som regel under kedelige melodier og ensformighed inden for det enkelte nummer. Der er dog gode, nogenlunde fængende passager undervejs, f.eks. på "The Ride", den eftertænksomme powerballade "Walk Upon Water" og den vrisne "You Never Know".
Nej, det her album hedder ikke "Global Warming", men "Global Warning" – men selvfølgelig er det meningen, at vi skal få associationer til det verdensomspændende miljøproblem, selv om det lader til, at der samtidig er tale om en slags metafor for menneskehedens problemer generelt både på det fælles og på det individuelle plan. Jeg ville egentlig have skrevet som en dårlig vittighed, at Jon Oliva’s Pain om ikke andet modvirker den globale opvarmning ved at efterlade mig kold med dette album, men i en særlig, let sløv stemning værdsætter jeg faktisk en del af de stemninger, Jon Oliva maler for sin lytter, især til sidst på albummet (den afsluttende "Someone/Souls" er f.eks. meget rar). Men som jeg har antydet ovenfor, er den kompositoriske kvalitet på albummet for svingende, til at jeg for alvor vil anbefale udgivelsen til andre novicer ud i Jon Olivas musik. Hvad fans af Olivas tidligere bedrifter vil få ud af "Global Warning", har jeg imidlertid ingen anelse om.
