Bløder de bagefter?
Er man blevet rullet over som strandgæster under en tsunami af Inter Armas Sky Burial og Sulphur English, har man sikkert som armen (!) i kirken spurgt sig selv, hvad amerikanerne har gang i? Sky Burial bød på tonstunge riff og fuldstændig meningsløs musikalsk diffusion. Lytteren savlede henført over riffene, men dopamintrippet varede ikke ved. På efterfølgeren, den endnu mere ekstreme Sulphur English, var den midterste halve time afdæmpet a la Pink Floyds Animals, mens slutspurten igen imploderede i ulidelig støj. Siden har de udsendt en EP med syv kopinumre, blandt andet ’Purple Rain’ af ham der prinsen – man må spørge sig selv, hvad hulen de dog har gang i?
Phil Lynott, black og Mr. Bungle???
Chokeffekt er et bandkendetegn, og det udebliver ikke, men her er det med modsat fortegn, nemlig chokket over hvor pænt New Haven præsenterer sig. Den er umiddelbart langt fra så ekstrem som sine forgængere. Væk er de 12 minutter lange blackmetalliske støjlandskaber. New Heaven dekonstruerer næsten ikke – fraset det indledende titelnummer, der nærmest ikke gør andet, men albummet er væsentligt kortere og endda momentvis melodisk. Længste skæring når kun sølle syv minutter. De har ryddet gevaldigt op, hvilket også kan ses i trommespillet, der er meget mere varieret end tidligere, fordi blastbeats har veget pladsen for stemning, liv og leg. Problemet med Inter Armas eksperimenter er black metal-delen, hvor perioderne med de evindelige blastbeats førhen altid var åndsvagt lange. Denne gang er doseringen mere passende, men turbotrommer klinger overhovedet ikke med guitarharmonier a la Thin Lizzy, som bandet – Gud ved hvorfor – pludselig hiver frem. Man hopper i stolen, så akavet er kombinationen, når nu alt andet er spillet med skæve, atonale akkorder. Derfor kommer guitarharmonierne i ”Endless Grey” som et koldt styrtebad. En næsten skizofren parring og et indfald af den uforståelige slags, for både harmoni, melodi og soli er for bandet nærmest et fyord.
På sin vis er albummet delt i to. De tre første skæringer er onde og ekstreme i deres dekonstruerede uforudsigelighed. Særligt titelnummeret er vanvittigt. Det åbner med en underlig guitarfigur, der sammen med andre ditto underlige figurer udgør et stemningsunivers af ren uhygge. Dybt forskruet og direkte ødelagt black metal, hvor det er umuligt at forudsige den næste stemningsmæssige drejning. Netop titelnummer er et godt eksempel på det for bandet typiske og ustyrlige, der for mig føles som at gennemgå en rodbehandling – uagtet at jeg aldrig har gennemgået en sådan.
Anden del starter med en sæt tvillinger: ”Desolation’s Harp” får fuld skrue fra start med blastbeats, guitarharmonier og growl. Harmonierne leder direkte over i ”Endless Grey”, hvor de fortsætter knap tre minutter i nævnte 70/80’er Thin Lizzy-stil. Perfektioneret til yderste potens i Lizzy, men som nævnt et grotesk akavet indslag her. Både ”Gardens in the Dark” og ”The Children the Bombs Overlooked” er afdæmpet, stemningsfuld uhygge på en bund af trommebulder, tilsat det der kunne være en munks dybe, croonende messen. ”Concrete Cliffs” lyder næsten som et Pink Floyd-lydtæppe inklusive pladens eneste solo, der sagtens kunne være Dave Gilmour. Hammerfedt, stemningen er skrevet i luften med stål. Men bedste nummer er ”Violet Seizures”, der indleder med rundgange, halvstenede riffs, næsten som fremført på en harpe … og bagefter kan man så undre sig over, hvad det soniske bombardement, man netop overlevede, egentlig var?
Tror du på tyngdekraften?
Talemåden siger, at regler er til for at blive brudt, men Inter Arma er lyden, når der ingen regler er tilbage. Når alle andre metalbands har forladt scenen. Uforudsigeligheden deler de med Mr. Bungle, mens inspirationen fra Pink Floyd stadig er at høre. Men ved bandet her skal man se rundt om staffagen, der er altid mere på spil. Alle deres album bør lyttes i helheder; at pille et enkelt nummer ud er nyttesløst. Der er en idé med det, de laver, og den åbenbarer sig i det samlede koncept. Det viser sig på New Haven ved, at aggressiviteten starter maksimalt hårdt og derefter aftager gradvist, indtil der i sidste skæring kun er en akustisk guitarstemme tilbage. Det er første gang, helheden står så skarpt. Tiden med langstrakte, soniske bombardementer er heldigvis ovre, men det er de ubegribeligt onde heavyriff desværre også. Uanset ankerne er den samlede pakke lettere at gå til, hvorfor New Heaven er det rigtige sted i diskografien at springe på.
