Den romerske storhedstid rejser sig på slagmarken med stærk heavy metal.
Hvad sker der når man tager helt klassisk heavy metal og tilsætter symfoniske elementer? Infinita Symphonia og deres andet album Infinita Symphonia. Der er i dén grad spændt op til lur med både metal kæder og stramme læderbukser, når disse fem italienere åbner sluserne for deres ørehængende og velskrevne metal numre. Det der gør dette band unikt, er at ikke de ikke har sovet hver eneste sang ind i symfoniske passager. Sangene får lov at adskille sig naturligt, hvilket gør at albummet aldrig bliver kedeligt. De små tilføjelser af keyboard, gør albummet så levende og eventyrligt, at det kan høres om og om igen. Og dé albums mangler vi en del af. Men her er altså et.
At dette band ikke er større end det er nu, er mig en gåde, men sådan er verden og branchen ikke altid så retfærdig. Albummet har en meget klassisk produktion. Dog kunne jeg godt have ønsket at den var lidt mere rå i kanterne, og at guitaren ikke fik så blød en lyd som den har fået. Men ingen af verdens detaljer om blød produktion og indspilning kan ændre de facts, at bandet er kommet op på scenen for at blive. Deres henrivende Heavy Metal tilsat små doser med power og keyboard, gør at de har fundet en vej, jeg endnu ikke har hørt før. Til tider kan det virke underligt at der pludselig kommer symfoni orgel ind i lyd billedet. Men det er alt sammen en del af den charme som både bandet og albummet har. Hold øje med de drenge her. De har ganske enkelt lavet en plade kun med hits. Alle som én. De har fat i de helt rigtige elementer.
