Nyskabende og nydeligt

Førhen var Infernal Poetry bare endnu et af de italienske undergrundsbands, men efter stor aktivitet i Europa med bands, som Dismember, Rotting Christ og Behemoth, så har Infernal Poetry dannet sig selv et stærk image. De er af egen stil og blander med elementer både fra svenske melodier og amerikansk brutalitet. De startede i 1996 som Necronomicon, men skiftede i 1997 navn til Infernal Poetry. De sender nu deres musik ud til hele verden, hvori de her udgiver deres længe forventede album Paraphiliac.

Albummet starter ud med den lettere stemnings intro ’’Preliminaries’’, som langsomt går over i hårdtslående riff og trommer i sangen ’’Stumps’’. Den bevæger sig derefter over i de groovye elementer, men der kommer også stumper af mere melodiske riff. Det der dog virkelig kommer til kende er Paolo Ojetti’s kraftige vokaler, som minder en del om den afdøde vokslist Mitch Lucker fra Suicide Silence, men med en more grov og dybere tone. Nummeret er både tungt og hurtigt, og har variationer af forskellige rytmer og temaer. Vi bevæger os efterfølgende over i sangen ’’In Glorious Orgy’’, hvor der fuldstændigt er skiftet tema. Nummeret har en meget kraftig tilgang og kører en fed groove, mens der ved siden kører en rettere melodisk guitar. Det er et af de numre, hvor man ikke kan lade være med at gå amok, fordi selvom det er et ret enkelt nummer, så får de det virkeligt fyldt ud. Efter kaos og raseri går det over i stille bass og episk guitar, og dette er en af de ting så gør Infernal Poetry ekstraordinær: de kan midt i sange fuldstændigt skifte rytme eller tema og derfor give lytteren lidt af en overraskelse. Infernal Poetry minder en del om Gojira’s væremåde, med skiftende rytmer og temaer.

Infernal Poetry siger selv, at de spiller Schizo death metal og ja, det rigtigt nogen mærkelige ting der kan dukke op i deres musik, men det er en af de ting der fryder albummet så meget. Der er sange som ’’Barf Together’’ og ’’Everything Means ’I’’’, som virkelig viser den hårde side, men også sange som ’’The Miss Treated’’, hvor de syrede elementer popper frem, som gør det en hvis mystik. Ved at give musikken en mere underlig facon bliver musikken også en del mere interessant, og det minder en del om blandingen af tungt metal og fesne melodier som bandet Trepalium også gør brug af.

Selve energien i deres musik kan minde om Lamb Of God’s, for de ligeledes også for fyldt deres musik helt ud og ikke lader noget gå forgæves. Specielt Paolo Ojetti’s vokaler kan minde om Randy Blythe’s, dog i som en lidt yngre udgave. Der er både stykker fra Metal/Deathcore og groove metal samlet i Paraphiliac, hvis hårdhed går det til et super tungt album. Samtidig med deres måde at give musikken et tvist, som gør at de kan minde om franske bands som Gojira og Trepalium.

Paraphiliac er et vellykket album, ikke bare fordi de mestre deres instrumenter 100%, men fordi deres musik er nyskabende og kan virkelig byde på ny toner til den ny moderne musik industri.