Rigtigt gættet, det er en dødsmetal-cd. Men faktisk er musikken ikke helt så banal og smadre-agtig, som både bandnavn og sangtitler lægger op til ("Corpse Molester", "Robes Made from Virgin Skin", "Cannibalistic Murder Rape" osv.) Hovednerven i de fleste numre er selvfølgelig up-tempo, energisk, blastbeat- og grind-influeret death metal med de sædvanlige old school akkordgange i de nedstemte instrumenter og traditionel dyb growl ovenpå. Men lidt mere musikalsk interessante powerthrash-elementer stikker også snuden frem, især på EP'ens korte intronummer, men også hist og her på de øvrige skæringer.
Inbreeding Rednecks tæller musikere fra Grindsted, Horsens og Esbjerg og blev dannet så sent som i december 2008. På den baggrund synes jeg, det er imponerende, hvor tight sammenspillede de allerede er. "Corpse Molester" er faktisk et ganske professionelt udspil, både i lydbillede og hvad musikernes teknik angår. Rent musikalsk har de indavlede sydstatsbonderøve imidlertid ikke opfundet det varme vand. Endnu. For af en så godt sammenspillet gruppe kunne man godt forvente, at de fik lyst til at udvikle en mere personlig lyd i de kommende år. Men mit hoved bevæger sig uvægerligt op og ned, når jeg hører den her skive, hvilket for en demo må kvalificere til et 7-tal.