Man skal lære af sine fejl
Sidst vi her på redaktionen havde fat i amerikanske Immortal Guardian og deres såkaldte ”super metal”, var det ikke en udpræget fornøjelse. Når det ikke faldt i den skabelonskårne power/prog-kasse, var det en skizofren bunke ligegyldigheder, der ikke viste, hvad der var op og ned. Men det var jo en debut, og der er gået to og et halvt år, så man kan da håbe, at de har læst på lektien og forbedret sig en del på deres seneste udspil Psychosomatic.
Næppe et køtilbud
I tiden der er gået siden debuten, virker det dog til, at armbevægelserne er blevet en smule mindre, og Immortal Guardian har lært at begrænse sig en smule. Når man lærer begrænsningens kunst, så skulle man jo så også mene, at man bliver mere fokuseret på det, man laver. Men som man kommer igennem pladen, tegner der sig et billede af, at bandet måske alligevel ikke har lært noget, og bare skåret de elementer væk, der var alt for bøvlede at inkludere.
Denne reduktion ændrer dog ikke på det faktum, at Psychosomatic er en power/prog-plade, og at åbne op for den er som at kyle en håndfuld Mentos i en cola og se en eksplosion af irriterende dygtige musikere folde sig ud. Så er der rigelige mængder guitarnørderier, der, slået sammen med storslåede melodier, giver den mest episke matematiktime i mands minde? Det er der i hvert fald. Er der stadig keyboard og guitardueller, der stiger i intensitet, indtil lytteren er blevet totalt rundtosset? Bare rolig, ”Lockdown” og ”Clocks” kommer dig til undsætning. Skulle du også være interesseret i en ballade så følelsesladet og hjertegribende, at man står med en lighter i vejret og bævende underlæbe? Så er ”Candlelight”, lige hvad du har brug for.
Alt dette kan blive dit for den nette sum af hvad end, du betaler for din streaming tjeneste divideret med antal plader, du lytter til i måneden. Men der er mere. For hvis du også mangler en vokalist, der er så skizofren i sit udtryk, at tog man et shot for hver stil, han prøver af, så skulle man til udpumpning halvvejs gennem pladen – ja, så er Immortal Guardian også garant for dette. ”New Day Rising” står også klar med djentede chuggs, hvis eneste eksistensberettigelse er at tydeliggøre, hvorfor Meshuggah var ude og undskylde for at have skabt djent. Med i købet giver ”Goodbye to Farewells” dig også lige en core-sektion så malplaceret og presset ind med vold og magt, at man tvivler på, at resten af nummeret har givet samtykke. Hvis alt dette har fået dig til at tænke, at Psychosomatic nok er lige så lidt sammenhængende, som sin forgænger, så har du fuldstændig ret. Men er du stadig i tvivl, så er tekster og deres metaforer så banale, at man med lethed kan gennemskue firs procent af indholdet selv i søvndrukken tilstand klokken fire om morgenen. Og som afsluttende argument får du ikke en, ikke to, men hele tre numre om Corona og nedlukning. Sikke et tilbud.
Power, prog og brøkregning
Opstillede man en plade som en brøk med det positive som tæller og det negative som nævner, så skulle målet gerne være at ramme et facit lig med et eller mere. Det gør Immortal Guardian og Psychosomatic ikke. De er ellers godt på vej med deres grundstamme af godkendt, om end standardiseret, power/prog. Der, hvor facit så ryger under et, er, når bandet begynder at inkludere alverdens ligegyldige elementer, enten fordi de kan, eller fordi de hæmningsløst inkluderer samtlige ideer, som medlemmerne disker op med. Anden forklaring kan der ikke være.
