Hær af død

Det er ingen hemmelighed, at Incantation har inspireret en hær af dødsmetalbands med deres grubelagrede dødsdoom og pludselige, ukontrollerbare temposkift. Det er heller ingen hemmelighed, at efterkommere tit bliver smidt i ”caverncore”-båsen, uanset hvad de egentlig prøver at opnå. Australske Ignivomous dukkede op på min radar til seneste Killtown Death Fest, hvor de leverede en rigtig god koncert og i øvrigt løftede sløret for deres tredje studiealbum, Hieroglossia. Dette album er nu en realitet, og jeg fornærmer nok ingen, hvis jeg i det følgende drager en parallel eller to til Incantation. Fremad mod Golgotha!

Mord og bøddel

Hadet er stærkt på Hieroglossia, og skulle jeg bedømme på dræberinstinkt alene, ville albummet med sikkerhed nå den alt-for-korte liste mellem jul og nytår. Titelsangen åbner albummet med et urørligt riff og følger op med adskillige flere. Jael Edwards’ vokal er en afgrundsdyb snerren ikke ulig mægtige McEntee, og det er svært ikke at skære sin bedste bøddelgrimasse, når vokalen melder sin ankomst. Titelsangens åbningsriff danner også grundlag for midtersektionen og afslutningen, hvor gruppen i stedet bringer afveksling på rytmesiden, og kombineret med rigelige skærende temposkift er sangen en sand vederstyggelighed.

Inspirationen fra Incantation er tydelig, hvilket er helt fint, for dels kan jeg godt lide Incantation, og dels kommer Ignivomous med slebne økser. ”Cloaked In Resplendent Perdition” bringer katakombisk doom i stil med ”Abolishment of Immaculate Serenity”, men frem for simpel kopi, tilføjer australierne først en forfærdelig ”harmonisering” og siden en ufravigelig marchrytme og -riff. Den næstsidste ”Gaunt Redemption Parasite” er endnu et doom-nummer, og selvom den har sine brændende hadske riffs, fungerer den samtidig som afveksling fra selv samme.

To ting adskiller Hieroglossia fra Incantations største albums. Den første er mindeværdighed. ”Thalassophobia” og ”Blood and Mercury” har hver et par riffs, jeg knap genkender, når jeg gennemlytter albummet igen. De hvirvler, skifter tempo og lyder i det hele taget ondskabsfulde, men de er væk, når sangen er ovre. Dertil mestrer Incantation at fatte sig i korthed; Hieroglossias sangliste er lige så lang som Mortal Throne of Nazarene, men spilletiden er ti minutter længere. Dette udmønter sig dog hverken i progressiv sangskrivning eller møjsommelig opbygning af atmosfære – sangene er længere, men opnår sjældent mere. Der er dog ingen sang, der direkte skuffer, og som minimum er fjendskheden afsmittende, selv når musikken ikke brænder huller i hukommelsen.

Drab for drabets skyld

Højdepunkterne på Hieroglossia er noget af det mest morderiske dødsdyrkelse, man kan opdrive. Ignivomous kan riffe med de bedste, og de gør det både i atonal doom og hvirvlende tremolo-og-blastbeat-stykker. Nogle af sidstnævnte står godt nok klarere i erindringen end andre, ligesom nogle af sangene kunne bruge en barbering, men albummet er som helhed et lyt værd. Lydbilledet er på én gang omklamrende dunkelt og overraskende dynamisk, så man kan skrue så højt op, man har lyst til og lade sig omslutte af australiernes kulsorte atmosfære.