Velbegrundet, men trættende hykleri Hypocrisy indtog, ligesom utallige af bandets landsmænd, en legendarisk position fra start halvfemserne, med en lyd der kom på rette tid fra rette sted. Bandets frontmand, Peter Tägtgren, har udover diverse sideprojekter henslæbt tiden som producer med base i hans eget Abyss studio i Sverige – og så ejer manden oven i købet sin egen landsby, Pärlby, nordvest fra Stockholm. Dette har dog ikke afholdt den arbejdsomme herre fra at holde sit hjertebarn aktivt fra tid til anden siden undfangelsen i slutfirserne, hvor han har besat posten som guitarist og vokalist samt faste bassist Mikael Hedlund på bass og de senere år Horgh fra Immortal bag gryderne. Efter de mørkere og mere traditionelle dødsmetal udspil fra starten af halvfemserne (Penetralia, Osculum Obscenum) omfavnede bandet en mere melodisk tilgang til den på daværende tidspunkt forholdsvis ensartede scene i midt halvfemserne. Med de mere melodiske bands såsom Göteborg trioen, (At The Gates, Dark Tranquillity, In Flames) utallige svenske black metal bands fra samme æra og med Carcass udgivelsen Heartwork et par år forinden var det også den rette tid til at forsøge en anden tilgang til musikken. Med utallige udgivelser på bagen er Hypocrisy nu ude med End of Disclosure der følger op på A taste of Extreme Divinity fra 2009. Stilen er dødsmetal med melodiske passager som man kender dem fra Hypocrisy gennem tiden. Den klare og velpolerede produktion er selvsagt Peter Tägtgrens eget værk. Produktion, for det første, er altid et omdiskuteret element, og især i de seneste år har spørgsmålet omkring den klare og ganske givet kliniske produktion været meget omdiskuteret. En klar og veludført produktion kan bestemt være med til både at ødelægge eller intensivere musikken. Hos visse bands akkompagnerer en meget klinisk produktion meget teknisk veludført og klinisk musik, hvilket kan være en succes. Det kan dog derimod også være et bagdel at have en for klar og tydelig produktion hvis kompositionerne ikke har så frygtelig meget at byde på. Produktionen på End Disclosure er hvad mange nok ville kalde utrolig veludført, i og med at hvert eneste instrument får lov at skinne igennem til lytteren. Desværre indebærer det også at pladen kommer til at have en utrolig ’fad’ og kedelig lyd til de middelmådige kompositioner der præger skiven. Tägtgren og co. kan bestemt deres kram, og fyrer nogle til tider ganske fængende riffs i hovedet på lytteren, men det er desværre som om at den uhellige prædiken for de svenske hyklere er blevet gentaget en tand for mange gange efterhånden. Der er eksempelvis intet drive i den ellers energiske Horgh, der så sent som på bandets sidste plade A Taste of Extreme Divinity stadigvæk var i hopla og bidrog rigtig godt til bandets lyd med dennes vanlige præcision og hurtighed bag trommerne. Tägtgren leverer kompetente, men langt hen ad vejen middelmådige, riffs spædet til med keyboardpassager som på titelnummeret, der næsten virker for overgjort, nærmest rørstrømsk, for mangel på bedre ord. Bassen dikteres af guitaren som sædvanlig og gør ikke meget væsen af sig, på trods af at den skinner tydeligt igennem, hvilket i sig selv er et plus.Tägtgrens hæse black metal vokal med de sporadiske banshee skrig er stadig ligeså solid som altid og er faktisk det der langt hen ad vejen bærer skiven, selvom det langt fra er nok til at redde Hypocrisy ud af middelmådighedens mudderpøl. Hvis man som dedikeret fan af Hypocrisy undrer sig over hvad der er sket siden sidst er svaret absolut ingenting. Et plus for mange, men et minus for den kræsne lytter der er træt af at høre melodiske dødsbands med en klar og kønsløs produktion. Trackliste End of Disclosure Tales of Thy Spineless The Eye United We Fall 44 Double Zero Hell is Where I Stay Soldier Of Fortune When Death Calls The Return

Titelnummeret kan ses her