Genkendelig diversitet
Black metal har, måske mere end nogen anden metalgenre, nogle ekstremt genkendelige genretræk. Besynderligt nok besidder black metal samtidig, igen måske mere end nogen anden metalgenre, uhyre vidtrækkende måder at udtrykke kendetegnene på. Portugisiske Humanart har eksisteret siden 1997, og har spillet black metal lige så længe, med et par EP’er, en demo og nu to LP’er til følge. (Further) Into the Depths er gruppens andet fuldlængdealbum, men selvom portugiserne er rigeligt bekendt med black metal-dyderne, er deres fortolkning ganske snæver. Lad os komme længere ned i dybet.
Gentagelse igen
Albummet får en langsom start med ”Opening the Gates”, som viser sig at være en intro på to-og-et-halvt minut med krigsstøj. Herefter tages hul på første egentlige nummer, ”Underground Slut”, som placerer gruppen i Watains krigsglade, sataniske lejr. I sig selv er nummeret dog ikke noget særligt, og trods en kortfattet og typisk A-B-A-B-C-A-B-struktur er der ingen af riffene, der er synderlig mindeværdige, ligesom omkvædets firedobbelte gentagelse af sangens titel virker ligegyldigt. Gruppen spiller til gengæld godt; navnlig blastbeats’ne er glimrende (ingen trommeslager er krediteret), og forsangerens midttonede growls lyder behørigt hadske.
Sangskrivningen bliver bedre end på de facto-åbningsnummeret, men ikke meget. ”Lodge of Filth” klarer sig en anelse bedre trods en del gentagelse af hovedriffet, da gruppen introducerer mere variation. ”Victorious Path” har glimrende øjeblikke når den kommer op i tempo, men disse passager er polstret med langsomme, døsige stykker, som en vis kontrast til resten, men ikke i sig selv bringer noget af interesse. Således presses sanglængden op på knap syv minutter, hvor fire havde været passende. ”Nefilim” overrasker indledningsvist positivt med et nærmest sjovt, nærmest rocket riff, som desværre gentages i størstedelen af sangen.
Som helhed virker (Further) som et ekstremmetal-album udelukkende fordi, at vi allerede ved hvordan ekstremmetal lyder, og albummet minsandten gør de samme ting som øvrig ekstremmetal. Dette strækker sig også til lyrikken, som leverer generisk-stødende klassikere som ”vi-siger-luder-og-kælling” (”Underground Slut”), ”vi-hylder-prøjsisk-imperialisme” (”Iron Cross”) og naturligvis ”vi-siger-’black-metal’-flere-gange-i-træk” (”Black Crusade”). På meta-planet passer musik og tekst derfor glimrende sammen, for begge giver indtryk af black metal for black metallens skyld, uden at der skabes noget af personlig betydning for bagmændene, endsige for lytteren.
Albummets produktion er til gengæld fremragende, og jeg anbefaler enhver at rulle ned og lytte til ”Nefilim” udelukkende for produktionen – og også lidt fordi det er en af de bedre sange på albummet. Alle instrumenter høres klart og tydeligt, og den overraskende dynamiske miks/master gør underværker. Blastbeats, guitarriffs, ja sågar bassen lyder fortrinligt, og jeg kan nok nævne en håndfuld black metal-albums, der kunne have nydt godt af dette ingeniørarbejde.
Generisk
Med (Further) Into the Depths har Humanart fremvist kompetencer udi udførsel, men ikke i opsætning. Mest begejstret er jeg for albummets produktion, som er den bedste jeg har hørt fra et black metal-album i lang tid, hvilket især får trommernes blastbeats til at fremstå så voldelige og nådesløse, som de bør. Til gengæld halter sangskrivningen bagefter; jeg kan tælle albummets gode passager på én hånd, og selv disse omsluttes af karakterløse passager, så ikke én sang vækker begejstring fra start til slut. Min oplevelse af albummet kan således opsummeres som ’generisk’; det lyder som black metal, men ikke som et forsøg på at udtrykke noget synderligt.
