Kold sludge/doom metal i en trio uden guitarer, en trommeslager og to basser.
Det finske band "Horse Latitudes", der har taget navnet fra The Doors sangen/digtet fra Strange Days albummet, der er af samme navn har lavet en meget langsom plade. Den langsomme stil rumler i maven på en og ensomheden rasler en koldt ned af ryggen. Awakening er deres album nummer to, udover en split plade og nogle demoer. "Preparation" som starter med enten en mand der growler, en der hidkalder en dæmon eller renser sin stemme. Kan ikke se meningen med det, men det er også okay da første tone bliver slået an. "Dissolution" er næste sang og igen langsomt og koldt, vridende og meget dystert. Lever op til Sludge/Doom metallens idealer. Sangen er ikke det mest favoriserende på dette album men et okay supplement til resten af musikken. "Profane Awakening" er tredje nummer på skiven og trommernes og den heksende stemme bliver indhyldet i en elendig skinger stemme, som ødelægger den ellers onde musik. Det er faktisk ret så irriterende, så nummeret falder lidt til jorden. "Decline of the Ages" lever op til deres dystre engagement, dog mister jeg fokus af stemmen atter igen. Det er ikke just det bedste bandet leverer og er mere en omgang klar suppe med alt for gamle melboller. Dog lyder det som om manden har en slem pølle på tværs, der virkelig skal ud. "Into the Deep" sætter dog lidt mere fut i tingene med den pumpene bass dog stadig et lidt mere stabilt tempo, det skal jo ikke gå alt for stærkt. Nummeret varer ca. 13 min og det langsomme tempo bliver så ensporet at man venter på;" …hvornår fanden sker der noget?" Sangen er en hymne til ens tumpede hjerte, for er da lige ved at falde i søvn. "Along the Circles" er slutningen på denne godnat historie og ikke mindst er det forbandet tomt. Lige til det sidste minut, hvor rytmen kommer lidt op i ca. 20 sek også slutter denne elendighed. Jeg er mere til den atmosfæriske Doom/sludge agtige stil. Men denne disk falder slet ikke ind i den kategori på min hylde. Dog er jeg mere åbenhjertet til at sige at hvis jeg nogen sinde skal falde i søvn og ikke kan, ville denne cd nok hjælpe. Ikke fordi det er langsomt og rart, men mere kedeligt og fandens ens. Samme toner, samme stil og samme sang spillet lidt anderledes, her og der. Så har ikke andet end at sige at hvis den hest skal løbe de breddegrader, var det så ikke en ide at aflive det stakkels kræ, for det er sgu synd.