Så er der dømt rock’n’roll eller nærmere bestemt moderat heavy, overvejende bluesbaseret rock’n’roll fra italienske Homerun på deres nye skive, "Don’t Stop". Titelnummerets lige ud af landevejen heavyrock med en delvist ballade-agtig intro bringer tillige mine tanker i retning af f.eks. Skagarack og lignende. Homerun er dog ikke deciderede poppede på samme måde som en stor del af 80’ernes heavyrock-bands, men musikken burde være letfattelig for fans af både Kiss, Van Halen og Mötley Crüe i deres mest bluesrockede hjørner. En undtagelse er powerballaden "Only Love", der sagtens kunne have været i Europes eller Scorpions’ bagkatalog.

På den tekniske side bliver jeg hurtigt træt af den på én gang nasale og hæse vokal, der ikke rummer mange nuancer, og så synes jeg heller ikke at trommerne sidder ubetinget tight (prøv f.eks. at lytte på et nummer som det i øvrigt enormt ensformige "I’ll Never Be You"). Bortset fra det, er der ikke meget at udsætte på Homeruns nye opus. Kan man lide den enkle, ukomplicerede rock’n’roll-stil, kan man give albummet et enkelt lyt. For os, der til tider hører så avancerede ting som Mr. Big og Extreme, er det her simpelthen for kedeligt, uinspireret og med for få twists i forhold til genrens konventioner. Skal jeg høre medrivende, halvheavy bluesrock vil jeg hellere finde et par gamle Steve Lukather-soloalbums frem.