Being and Nothingness er en retro-thrashet affære, men på trods af at jeg er stor fan af thrash er dette album ikke noget der rocker min verden i væsentlig grad – dertil er albummet for gumpetungt, for ufarligt og mangler mange af de klassiske dyder som Hexen stræber efter. For det første lyder Being and Nothingness lidt for pænt og mangler noget af den aggressivitet, der gør thrashen interessant. Der er selvfølgelig også gode thrash bands, der er mere i den melodiske grøft, eksempelvis Forbidden, men det er ret åbenlyst at Hexen ikke er i nærheden af den tæft for melodier og musikalske evner som Forbidden besidder. Og når man snakker om at de store thrash bands er det som regel bands, som har en karakteristisk forsanger og der lader Hexen også noget tilbage at ønske i og med at forsanger Andre Hartoonian leverer en omgang kedelig og små-growlende svenskerdødsvokal til albummet.

Jeg kan sagtens forstå at nogle bands gerne vil tilbage til den mere klassiske/old school metal, men det giver som oftest kun mening, hvis bandet bruger denne old school feeling til at skubbe genren fremad – på Being and Nothingness er der desværre mere tale om et tilbageskridt. Derfor bliver Being and Nothingness et af de mere tvivlsomme retro-thrash bekendtskaber og man skal være noget forblændet af old school metal for virkelig at rangere Being and Nothingness blandt toppen af poppen.