Et skud i tågen

Helgas debutalbum Wrapped in Mist præsenterer det nystartede band under ledelse af den karismatiske frontfigur, Helga Gabriel, og bandet beskriver sig selv som værende et progressivt/folk/post-metal band med black-elementer. I et interview reflekterede sangerinden over, hvordan det engelske sprog til tider manglede evnen til at beskrive hendes svenske hjemlands natur, hvilket drev hende til at synge på sit svenske modersmål, når det gav mening. Da forsangeren i 2019 slog sig ned i York, blev bandet dannet omkring hende, da de øvrige medlemmer blev betaget af hendes stemme og talent. Men dannelse af bandet og den tilknyttede historie er ikke i sig selv en garanti for en imponerende udgivelse. Spørgsmålet er, om Wrapped in Mist er et skud i tågen eller en fascinerende rejse igennem den svenske natur.

I skoven kan stilhed og ro være den mest højlydte tale

Helga Gabriels personlige rejse og fascination af hjemlandet lyser øjeblikkelig igennem på åbningsnummeret ”Skogen mumlar”, der skaber en dyb forbindelse til naturen. Sangen maler billeder af sjælfulde og isolerende oplevelser i de svenske skove, hvor man kan drømme sig væk i eventyr og egne tanker. Jeg har selv besøgt de nordlige områder gentagne gange og kan kun nikke genkendende til, at det udover at være visuelt smukt, også er utrolig gavnligt for krop og sjæl. Rent inspirationsmæssigt kan man fristes til at kalde Helga for en svensk udgave af Myrkur, idet de begge kaster genrekonventioner over bord og eksperimenterer med alt fra post-metal til progressivt, folk og black. Hvo intet vover, intet vinder, som man siger. Jeg har stor respekt for bands, der tør skille sig ud, og Helga befinder sig uden tvivl i denne kategori, selvom ikke alt på Wrapped in Mist lander perfekt.

Når det hele går op i en højere enhed, lyder Helga som et yderst etableret band på trods af, at dette er deres debut. I nummeret ”If Death Comes Now” skinner elementer af shoegaze tydeligt igennem, og måden, bas og trommer smelter sammen på, er intet mindre end imponerende. Helga Gabriels alsidige vokal understøtter sangene særdeles flot, og når hendes stemme skifter fra hjemsøgende skrig til en luftig hvisken, flyder det hele ekstremt let. Det kan dog af og til virke, som om sangene er bygget for meget op omkring hendes stemme i stedet for omvendt, men det er samtidig svært at argumentere for, at det skulle trække ned, når sangerinden er så overbevisende, som hun er.

Selvom Helga demonstrerer, at de kan eksplodere i tempo på nummeret ”Farväl”, er der en mild metal-oplevelse i vente. Det er dog netop i de mere afdæmpede passager, at bandet virkelig skinner igennem tågen. Det ses tydeligt i de instrumentale sektioner i nummeret ”Water” eller den indbydende intro til ”Mountain Song”. Desværre lider albummets lyrik under dens minimalisme, hvilket svækker dybden på numre som ”Som en Trumma” og ”Farväl”. Selvom atmosfæren er engagerende, er beskrivelserne for vage. Hvorfor slår hjertet som en tromme under ”Som en Trumma?”. Aner det ikke, og som lytter mangler jeg det forklarende element. Desuden er det ærgerligt, at Helga Gabriel ikke udnytter sine skrig mere, da de øjeblikkeligt tilføjer en skræmmende og trykkende stemning – der savnes noget råt for at balancere de mere nænsomme momenter.

At fare vild er at danse med det ukendte

Da jeg første gang satte albummet på, var jeg ikke så positiv stemt, som anmeldelsen antyder – jeg for simpelthen vild i alle udtrykkene. Men nogle gange er sandheden som træerne i tågen – skjulte, men stadig til stede. Wrapped in Mist er et album, der skal føles, og som vokser på en. Selvom Helga Gabriel er den klare frontfigur, er det den samlede atmosfære, der hiver kranierne i hus. Taget i betragtning af, at vi har at gøre med en debut, er det bestemt godkendt. Skulle hele albummet have været på svensk? Måske. Er det godt nok til at fortjene en opfølger? Absolut. Tack så mycket for oplevelsen.