At vælge og vrage
Heilung har fra første færd haft succes med deres betagende fortolkning af historiske hændelser, musikalske præ-vikingetraditioner, kronet af et gennemført visuelt aspekt. Det giver indtrykket af at være vidne til en tidsrejsende shamanistisk trup fra dengang, der var flere træer end mennesker i det nordlige Europa. Siden Ofnirs tilbliven tilbage i 2015, er Heilung blevet genstand for en hulens masse opmærksomhed fra bookere overalt i verden, og de kan således vælge og vrage mellem de mange tilbud, for Heilung spiller ikke bare hvor som helst.
Bør ses OG høres
Og det kan man ikke fortænke dem i. Deres stemningsfyldte musik kan man ikke bare mose ind på et tilfældigt spillested og forvente den samme følelse, som når bandet leder stammen igennem ritualet under åben himmel. For det er, hvad det er, et ritual et godt stykke henad vejen. Åbningsnummeret ”Alfadirhaiti” byder indledningsvis på påkaldelse af ravnen og ulven ved deres rette navne, krydret med trommen, strubesang og taktfast klappen. Langsomt kommer der flere facetter på den stringente repetition, og efter et effektivt lille break bliver der brummet og trommet, så man skulle tro, der var technofest i skoven. Sjældent er en plade blevet åbnet SÅ effektivt. Det bliver ikke meget anderledes på efterfølgeren ”Krigsgaldr”. En ”brummer”, mere klappen og trommen, og Maria Franz lyder nærmest overjordisk med sin blide vokalisering – der på pladens øvrige numre fungerer glimrende som kontrast til den jordnære atmosfære. Men ingen kunne have forberedt mig på den engelsksprogede sekvens. Jeg har haft meget lang tid til at forsøge at vænne mig til den, men jeg må indrømme jeg til stadighed finder den ret malplaceret i forhold til resten af albummets udtryk. Man kan i øvrigt ikke nævne Ofnir, uden også lige at nævne ”Hakkerskaldyr”. Det er den ultimative opgejling til noget, der ender med, at nogen tager skjorten af, og deler prygl ud. Mest af alt minder den om den newzealandske hakka og har nogenlunde samme effekt på min letpåvirkelige sjæl.
Schlammslacht” er en kombineret tysk- og historietime, og det er i grunden virkelig interessant at høre om, hvorfor det romerske imperium aldrig nåede længere end til Rhinen, men hvis jeg vil råbes af på tysk, så kan jeg lige så godt høre Rammstein. Der sniger sig samtidig et meget tydeligere element af electronica ind, der ikke var så tydeligt på pladens første halvdel, som i jeg første omgang havde svært ved at forlige mig med. Det forekom mig en smule ligegyldigt at gå så meget op i naturlig ambience, når man alligevel supplerer op med strøm – men så sneg ”Fylgija” sig ind på mig. Den minder temmelig meget om ”Angel” med Massive Attack og fejede al min tvivl om den forstærkede del af historien til side. ”Futhork” er i sig selv et glimrende eksempel på, hvor splittet jeg har været. Jeg er helt med på, at udtalen af et sprog, vi ikke længere taler, er præget af en anden udtale – men den dramatiske heksemutterstemme overskygger næsten meningen med nummeret. Næsten. For indholdsmæssigt er den genial. Kort fortalt, er det en gennemgang af runerne fra et for længst udgået alfabet, og hvad de repræsenterer – naturligvis på et sprog, jeg ikke forstår – med ørerne.
Technoviking
Det er svært ikke at drage en parallel til Wardruna. Men selvom de for udenforstående kan anklages for at lave det samme, så er der alligevel en verden til forskel på de to. Udover, at Heilung benytter sig af moderne sprog og flere elektroniske virkemidler, så er de også langt mere dystre i deres udtryk. Heilung opererer heller ikke i samme grad efter reglerne opstillet for og af den nærmeste konkurrent, og det giver en friere og mere levende dynamik på Ofnir. Hvor Wardruna går efter den strenge og snævre formidling, lukker Heilung så at sige den moderne verden ind i deres musik, og når blodet bruser i årerne, er det så ikke ligegyldigt, om der er strøm i?
