Lyden af den jyske hede

De jyske debutanter i Heathe spiller en kombineret blackened drone/doom metal, og det lyder umiddelbart som en vidunderlig blanding. Det går langsomt, der er fokus på stemning og besynderlige lydeffekter, og så er der selvfølgelig den evindelige rumklangsramte vokal som omdrejningspunkt for de musikalske eksperimenter. De syv musikere bryder med reglerne, men hvor langsomt kan man tillade sig at spille, før det ikke længere kan kaldes musik? Hvor mange instrumenter kan man dytte ind i det kakofoniske kagemix, før det bliver til en afsporet fødselsdagssang? Og hvem har bestemt, at trompeter kun er for mariachibands?

Når enden er god…

Alt dette er spørgsmål, som fans og kendere af genren ikke gider beskæftige sig med, for jo mere udsyret og antimusisk det bliver, jo bedre er det at knipse anerkendende til. Det kræver rigtig meget af musikerne ikke at trække den for langt ud, men det er desværre, hvad der er sket her. On the Tombstones; the Symbols Engraved er ét langt nummer, 38 minutter, og kun halvdelen af det er egentlig værd at skrive hjem om. Den første halvdel er en lang ørkenvandring. Vokalen lyder, som om den kommer gennem et ventilationssystem, og selvom de trods alt har lidt mere musik at byde på end f.eks Sun O))), så er den langsomme og stemningsorienterede passage intet at sammenligne med f.eks. islandske GlerAkur, som blæste mig bagover med deres vellykkede dronemetal. Den repetitive trommen og dronende guitar drukner de effekter, der skulle give stemningen substans, og jeg havde mere end almindeligt svært ved at acceptere konceptet.

Men halvvejs igennem sker der pludselig noget. Én lang tone fra et hårdtprøvet keyboard introducerer næste del af nummeret med lidt statisk støj, der langsomt sniger sig ind på dig. Jeg spidser ører, og ja for fanden mand! Ind kommer skramlede guitarer, næsten arrogant tilbagelænede trommer og en konstant tinnitustone minder om Pink Floyd på en baggrund, der ligger som et tæppe af glasuld. Et pludseligt cellostrøg bliver introduceret i mixet, og et basriff giver alverdens sludgebands massivt baghjul. Vokalen er uforandret, men det er bemærkelsesværdigt, hvor stor en forskel musikken gør i forhold til den måde hvorpå jeg opfatter den. Før var den nærmest patetisk, langsomt drivende til havs. Nu er den lige på den anden side af døren, og du tør næsten ikke trække vejret af frygt for at blive opdaget. En halv time inde er det, som om jeg har fået lysten til at høre musik tilbage.

Et hypnotisk riff pakket ind i så mange effekter, at det tog mig lidt tid at gennemskue, hvad det var for et instrument, er med til at give mig følelsen af at falde igennem lag på lag af møjsommeligt konstruerede landskaber af lyd. Jeg føler mig nærmest hensat til den psykedeliske scene fra ”Rumrejsen År 2001”. De sidste to minutter er en øresønderrivende kakofoni, hvor alle lyde er smeltet sammen til et stort elektrisk rod, men der stikker enkelte tråde ud: Trompeterne fra før tilføjer et skær af dommedag. Ekkoet af en melodi er skeen, som rører suppen sammen, og det hele slutter med et glædeligt genhør med en bas, der er absolut i fare for at stikke ild til os.

…er alting vel ok

Det har været en emotionel rutsjetur at lytte til On the Tombstones; the Symbols Engraved. Fra at sidde og føle mig som punchlinen i en joke, jeg ikke forstår, til at gennemskue hvad humor er, må siges at være den ultimative practical joke. Hvorfor jeg ikke giver mere end seks kranier, når nu det hele endte godt, kan tilskrives det faktum, at jeg ikke mener, at man skal sidde og afvente i næsten 20 minutter, at bandet kommer til pointen. Det er helt fint at bruge i omegnen af 40 minutter på at fortælle en historie, men der trænger gevaldigt til at blive set på, om ikke man kan optimere den del, der basalt set ikke er musik, men bare stemning. Som dronefan bør man give den en chance, da der trods alt er guld for enden af den grå regnbue.