Bye Bye Heathaze
Angiveligt inspireret af manglen på inspirerende oplevelser under nedlukningen udgav den danske duo Heathaze sin debut i 2020. Den skulle dufte lidt af R.E.M. og udtrykke en masse følelser. Jeg har kun fundet en enkelt single fra den på YouTube, men den svarer ret godt til opfølgeren, Bye Bye Youth, hvor Heathaze får sagt farvel … til ungdommen.
Ørkenvandringens umulige kunst
Heathaze debuterede for fire år siden midt i panikken med corona. Nu er de klar med deres anden udgivelse, der med metalbrillerne på stikker ud som en bullen tå. For er det bare ren pop-rock, eller er der så meget ’post’ i landsmændene her, at PostNord får kamp til stregen? Måske er det det forkerte prædikat, deprimeret 80’er-/90’er-rock er en mere dækkende beskrivelse. Som Depeche Mode, Saybia eller et andet af den tids popvidundere. Klassiske kendetegn: reverb, lidt synth og en pæn produktion med skønsang placeret langt fremme i de poppede melodier. Lige til P3, hvis ikke 80’erne var forbi, og The Sandmen for længst havde sunget Sort Sol i seng.
Der er noter af det gode: Åbnerens vokalharmonier bringer mindelser om Alice In Chains, bortset fra at Heathaze ikke kommer i nærheden af dynamikken mellem Jerry Cantrell og Layne Stayley. Netop vokalen er bandets største styrke, der dog overskygges af manglen på regelret rock. Albummets rocker må være ”Cigars”, hvis vers dog er helt nede på jorden med en stille, klimprende guitar og en dyb, nærmest reciterende vokal. Af de få numre der rykker fra start til slut, er ”What Have You Done For Me” med sit enerverende guitartema desværre en slem fuser. Lyspunkterne er ”Dad’s Collection”, der både bygger stemning op og har en ret skæv guitarsolo, og ”This Modern Life”, der med sit introriff faktisk larmer tilpas. ”This Modern Life” er muligvis skivens stærkeste nummer og gør hollandske The Weyers kunsten efter, både i lyd, sangskrivning og vokal. Generelt er albummet bedst, når bandet på sidste tredjedel fyrer lidt op under skidtet. Nogen stor brand bliver der ikke ud af det, for intet indbyder til mange genhør. Der mangler spænding og forløsning. Et unikt eksempel på den kunst det er konstant at bygge op, uden på noget tidspunkt helt at slippe trykket, er Soundgardens ”Black Hole Sun”. Lytteren fastholdes i konstant stigende spænding. Heathaze er slet ikke begyndt at opbygge tryk, før albummet er forbi. Selv albumlukkeren, ”8700”, der har tilløb til bedre sangstruktur, dynamik og refræn, er alt for lang tid om at komme til det forløsende omkvæd. Måske post-prædikatet alligevel er rigtigt, for lytteren efterlades som en tirret gorilla.
Skagahaze?
Der var engang et halsbrækkende tamt band, der hed Skagarack. I 1986 skulle de spille på Roskilde Festivals Orange Scene, lige efter et ukendt band ved navn Metallica. Staklerne i Skagarack anede ikke, hvad de gik ind til, og de leverede en i den grad så tam koncert, at de formodentlig aldrig er kommet sig over det. Skift Skagarack ud med Heathaze, og situationen ville være nøjagtig den samme.
Sammenligningen med Skagarack er aktuel. Skagarack spiller stadig, men er reelt glemt, skrev ingen hits, rockede ikke igennem, var alt for pæne, og deres bandnavn er cirka lige så dumt som Heathaze. Jeg frygter, at Heathaze vil lide den samme skæbne som Skagarack. De fire-fem halvgode numre her kommer ikke til at gå over i musikhistorien.