Kujonerne er tilbage
Heart of a Coward er tilbage med en ny plade efter fire års pause og en udskiftning i deres line up. Det er altid spændende, når man er fan af et band, om den nye forsanger kan leve op til de forventninger, man nu måtte nære dybt i sit feje hjerte, eller om det er afgørende for ens fortsatte hengivenhed. Hvis man ikke kender bandet særlig godt, er det derfor udelukkende et spørgsmål om, hvorvidt man foretrækker den ene eller den anden ud fra et objektivt synspunkt. Og efter at have lyttet og sammenlignet, må jeg erkende, at selvom den nye mand bag mikrofonen, Kaan Tasan, ikke står tilbage for sin forgænger, så er forskellen alligevel mærkbar i udførelse og variation.
KAAAAAAAAAN!
Mit første indtryk er, at hele pladen er temmelig homogen. Der er ikke noget, der stikker voldsomt ud, og skal jeg holde The Disconnect op imod Deliverance fra 2015, så er der ikke meget nyt at hente. Godt nok åbner ”Drown in Ruin” med et par nysmurte håndmadder frisk fra corefadet, men vi skal ikke længere end til tredje nummer ”Collapse”, før det hele begynder at lugte af det senere Bring Me The Horizon. Det skyldes i høj grad de rene vokaler, der kommer for dagen her. Flere steder er Tasan blevet sammenlignet med den tidligere forsanger, og jeg kan argumentere både for og imod, om hans lyse vokal er mere passende til bandets øvrige udtryk. Det er dog underordnet, for personligt synes jeg, at han løfter opgaven. Hans sangstemme er overbevisende og kraftfuld uden at være påtrængende, og han har den fornødne pondus til ikke at drukne i de mange tekniske riffs og den generelt højspændte energi, som gennemsyrer dette deres fjerde album.
Men allerede ved fjerde nummer ud af ti – på en plade der varer beskedne 37 minutter – begynder jeg at kede mig. Til trods for en god vokal, der byder på både false chord sang, blandet med klassisk core og musik, der er tilpasset frontmanden, bliver det utroligt ensformigt. Jeg kan ikke længere skelne numrene fra hinanden, selvom man kan mærke, at de virkelig anstrenger sig for ikke at fremmedgøre deres trofaste fans. The Disconnect er generisk og tegner et kedeligt billede af melocore som tandløst chugging – dog med en manisk blæksprutte på trommer.
Forbindelsen blev afbrudt
Det her er ikke en plade, der på nogen måde kan støde nogen. Det er samme formular som sidst; kender man bandet, kan man genkende dem med det samme. Kender man ikke bandet, vil man ikke kunne kende forskel på dem og alle de andre melocorebands derude. Det bliver på ingen måde The Disconnect, som får mig tilbage i corefolden, men jeg tager hatten af for en forsanger, der ikke forsøger at eftergøre dem, der gik før ham, men i stedet vælger at træde sine egne stier. Jeg skal heller ikke kaste smuds på hverken teknik eller evner, men det føles bare ligegyldigt. Er man fan af bandet og loren ved forandringer, så kan jeg berolige dig med, at det eneste nye, du får her, er tonelejet. Resten er, som det altid har været, om end mere anonymt.
