Diverse djævelskab
Har du tænkt over, hvor forskelligartet black metal er? Man kan tilsyneladende assimilere indtryk fra alle mulige kulturer i black metal og skabe et sammenhængende kunstværk. Haxandraok er en duo formodentlig bestående af Saevus Helcath (Devathorn) og Marcello Szymowski (Inferno, Besatt) – formodentlig, fordi de her optræder under initialerne S og M. Samarbejdet giver mening, eftersom Devathorn og Inferno udgav en split i 2018. På duoens debut, KI SI KIL UD DA KAR RA, kombineres black metal-dyderne med inspiration fra qlipoth, som – ifølge wikipedia – repræsenterer onde eller urene spirituelle kræfter i jødisk mysticisme. Jeg aner naturligvis intet om jødisk mysticisme eller nogen anden, men jeg bilder mig ind at være lærd inden for riff-nydelse, og KI SI KIL UD DA KAR har så sandelig nogle nydelige af slagsen.
Messende metal
Fans af Devathorn vil genkende Saevus’ karakteristiske riff-stil i Haxandraok, hvilket er godt nyt, for Saevus’ riffs er gode. ”The Temptress of UD DA KAR RA” sætter stemning med et mellemøstligt lydende strengeinstrument, før alle instrumenter stemmer i. Første vers kommer imidlertid skævt ind på lytteren, idet Szymowski rækker ud efter en vuggende stamme-rytme (tænk reggaeton), som afstumper den ellers skarpe riffing. Dette får han heldigvis hurtigt rettet, og stamme-rytmen mærker vi ikke igen før i kontraststykket, hvor den bliver brugt i en mere passende rolle som baggrund for Saevus’ lead-guitar.
Toeren ”Ba al Zel Bul at the Gates of NOX” og treeren ”Tower Sub Rosa” gør temmelig meget det samme som 1’eren. Dette er intet problem for fans, der helst ser kedlen på kogepunktet fra start til slut, så jeg bifalder det. Til gengæld sættes tempoet ned til en midttempo 3/4-rytme i ”Lilith Unbound”, hvis afsluttende lead-guitar og trommefills især fungerer glimrende som afveksling. Som sådan havde nummeret gjort sig fint tidligere på albummet for at skabe en afbræk mellem tre ellers enslydende numre. Endelig rundes albummet af med ”La Sorciere Rouge”, som de facto er en outro på fire minutter, med skumle trommer og ritualistisk messen. Med sin placering lige efter ”Lilith” har jeg lidt følelsen af, at albummet slutter to gange, ligesom jeg synes, at fire minutter er lang tid til en outro.
Indtil videre har jeg ikke påtalt vokalen, og det er fordi, at jeg ikke helt kan beslutte mig. Vokalisten – jeg ved ikke hvem – benytter teknisk set ren vokal; en form for kraftfuld og dramatisk lydende solo-messen. På den ene side hjælper den til at aftegne albummets tema… men på den anden side havde en bidsk snerren bidraget bedre til musikkens intensitet. Midterstykket i ”Tower Sub Rosa” giver et glimt af, hvad en ”hårdere” vokal kunne have gjort for musikken, og det glimt er svært at give slip på efterfølgende. I øvrigt er vokalen halvvejs begravet i et temmelig firkantet miks.
Tempo frem for koncept
Som helhed har jeg et blandet indtryk af pladen. På det rent riff-og-rytmemæssige plan byder KI SI KIL UD DA KAR RA på tre glimrende oplevelser; ingen kan sætte fingre på guitarværket udover guitaristen selv, ligesom Szymowskis arbejde bag sættet er upåklageligt. Til gengæld har duoen en udfordring foran sig med at få forenet den messende vokal med det intense lydudtryk. Dertil virker rækkefølgen besynderlig, med de tre gængse black metal-numre i front efterfulgt af et langsomt nummer og en lang outro. Sidstnævnte underbygger naturligvis albummets koncept, hvilket imidlertid også havde været mere passende mens albummet stadig var i gang.
