Kvantitet er ikke altid lig med kvalitet
Det er søndag aften, og du skal se en film inden sengen og en ny arbejdsuge kalder, men hvad skal du se? Medierne har godt nok anbefalet den der højtravende og meget kunstneriske film, men orker du det? Nej, ikke i aften. På med en simpel actionfilm, så kører det.
Hvis du kan nikke genkendende til dette scenarie, er Harem Scarems nye album muligvis noget for dig. Bandet har eksisteret siden 1991, og de har i løbet af 26 år udgivet hele 15 hard rock albums. Det er ganske imponerende, taget i betragtning, at bandet holdt pause fra 2008 til 2013. Den 15. plade hedder United, og den indeholder så få overraskelser, at det faktisk er lidt overraskende i sig selv.
Har jeg ikke hørt det omkvæd før?
Lad mig få det afklaret med det samme. Det her band kan skrive guitarriffs. Hvis man som rockfan kan høre ”Sinking Ship” uden at hive luftspaden frem, er der noget galt. Det mellemøstlige åbningsriff på titelnummeret ”United” er af høj kvalitet, og jeg kunne blive ved på denne måde. Derfor er det også så ærgerligt, at de har været så uambitiøse med omkvædene. De er egentlig ret catchy og nemme at synge med på. Problemet er bare, at de er ens. Alle sammen. Albummets 11 sange fremstår så identiske, at det næsten kunne være en joke. Det er nok ikke en joke, men snarere et udtryk for, at bandet ved, hvad der virker. De er nemlig så gode til at skrive fængende omkvæd, at det tilsyneladende er blevet sat på formel. Omkvædet fra ”Here Today Gone Tomorrow” og ”One of Life’s Mysteries” vil for evigt være brændemærket i min hukommelse. Det bliver bare så forstyrrende, når det forholder sig sådan på hele pladen og dermed bliver direkte komisk.
I små doser, tak!
United er på mange måder en ensidig og forudsigelig plade, men mit forhold til den er mere ambivalent og kompliceret. Udgivelsen rummer så mange fede elementer, som bare er ganske gedigen hard rock. Derfor er det så meget desto mere frustrerende med de her voldsomme kliché-omkvæd, som gør pladen næsten uhørlig i sin helhed. Pladen skal ganske enkelt indtages i små mængder, hvis man ikke vil irriteres af disse melodier, som får Foo Fighters eller Volbeat til at virke edgy og varierende. Det er en ret speciel oplevelse at høre United i sin helhed, for den indeholder så mange fede idéer, at det bliver så meget desto mere frustrerende, at de repeterende omkvæd fuldstændig fjerner fokus.
