Fancy færinge
Der er visse ting, der er sikkert som amen i kirken. Du kan ikke lave trist metal, hvis du ikke er fra de nordlige breddegradder. Der, hvor vinden blæser uhindret, hvor solen aldrig rigtig vinder og hvor rigtige metallere går i jakkesæt. Læg de tre ting sammen og du har Hamferð. Bandet, der indspillede en video på et forblæst klippeudspring, mens solen gik i sort og der blev lukket op til det tilsvarende mørke, vi alle bærer på.
Skandinavisk slownodding
Támsins likam er bandets tredje udspil på de ti år, de har kaldt sig et band og det er stadig sørgmodigt, langsomt og gennemført nordisk. Jeg er ganske klar over mit tidligere postulat om, at hvorvidt man kan høre på et band, hvor de er fra, er meget subjektivt, men når du lytter til albummet, så spørg dig selv, om det kunne være kommet ud af Florida. I det hele taget er hele pladen præget af deres ophav og selvom jeg endnu ikke har besøgt Færøerne, føles det som en spirituel rejseguide at lytte til Hamferð. Det er ganske passende, at der kommer et doom-band ud af Nordatlanten, for det er svært at forestille sig et mere ensomt og vildt sted end en samling øer midt i ingenting.
Det er overordentligt svært at forholde sig objektivt til doom. Genren spænder over flere underkategorier og jeg skal ikke sidde og kloge mig på dem, men Hamferð er glimrende repræsentanter. De er dygtige musikere, deres melankoli føles autentisk og albummet som helhed er næsten hypnotiserende i sit langsomme tempo. Det går ikke hurtigt på nogen måde og tyngden bliver cementeret gennem de pludselige og eksplosive udladninger, og Jón Aldarás vokal er på en og samme tid beroligende og foruroligende. Dog følger der udfordringer med, med den måde at synge på og desværre bliver hans ellers overbevisende sangteknik hæmmet af en nasal lyd, når han rammer de højere toner. Om det er en del af charmen, skal jeg ikke kunne sige, men den kan ikke uhøres, når den først er hørt. Det er allertydeligst på ”Stygd”, hvor han næsten lyder anstrengt, men omvendt er ”Hon syndrast” et perfekt eksempel på, at man ikke behøver have otte oktaver til rådighed for at synge smukt.
Intet nyt under den sorte sol
Desværre er Támsins likam temmelig anonym. Der er ikke meget ved pladen, som fanger min opmærksomhed og fastholder den, andet end når de pludselig skifter spor fra det blide til det tunge – og det er altså ikke nok med en mild chokeffekt til at overbevise mig. Jeg anfægter på ingen måde deres evner udi udførelsen eller tanken bag pladen – alle ved, at sømænd ikke altid kommer hjem, ejheller deres åbenlyse talent. Men hvis du skal spille noget, der er så langsomt og depressivt, skal du kunne andet end at klæde dig pænt og synge på et sprog, som rundt regnet 50.000 mennesker forstår. Dog er jeg ikke blind for glæderne ved doom og manglen på højdepunkter til trods så er det næsten garanteret, at kan du lide Hamferð, kan du lide Támsins likam.
