Blå-gult fordærv
Det stod ikke skrevet i stjernerne, at den blå-gule death/doom-konstellation Grand Cadaver (herfra GC) på noget som helst tidspunkt skulle udvikle sig til meget mere end et hobbyprojekt for de involverede parter. Omvendt har historien vist os utallige eksempler på, at intet er mere smitsomt end ægte inspiration, og at kunstnerisk kreativitet sjældent kan holdes nede. Den rutinerede kvintet, anført af legendariske Mikael Stanne, har således allerede knap en halv snes singler på CV’et, en EP og nu også to skiver i fuld længde takket være Deities of Deathlike Sleep. I gruppen finder vi også Stannes kollega fra Dark Tranquillity (herfra DT), bassist Christian Jansson og Daniel Liljekvist, der tidligere passede trommerne i Katatonia. Intentionen bag projektet har med GC’s med egne ord været at rekonstruere lyden af den svenske ’dødsscene’ fra overgangen til 90’erne – vel at mærke uden at fremstå som en karbonkopi af oprindelige aktører som Entombed, Dismember og Carnage. Til at forestå de naturtro strukturer i strengespillet finder vi Tiamats tidligere riffsnedker Stefan Lagergren samt Alex Stjernfeldt (Novarupta, Child).
Klassisk kadavermarch
For at gøre en lang historie kort kan forehavendet med at genskabe tidslommen erklæres mestendels vellykket. Med det sagt, så kræver udtrykket på Deities of Deathlike Sleep en vis grad af … skal vi kalde det “acquired taste”. Det er således langt fra givet, at fans af navnlig nyere DT-udgivelser og The Halo Effect vil finde skæringer som ”A Crawling Feast of Decay” og ”The Wishful Dead” appellerende. Fuldt forståeligt, da de fleste anstrøg af melodisk forsoning på nærværende album er som sunket i jorden. Næh, det her, det er knastør og kompromisløs dødsdoom, som vor fader ville have foretrukket den. Vi skal til gengæld blot få spadestik ned i mulden, før selvsamme ”A Crawling Feast of Decay” giver eksempler på Stannes yderst velbeherskede vokalkundskaber. ”Serrated Jaws” bør også fremhæves, da den på lige så fascinerende vis iscenesætter strengespillets udpinte ’gloomy doom-pace’ og samtidig bryder billedet gennem sit henførende breakdown.
Man kunne måske frygte, at det tidstypiske oplæg ville virke hæmmende for både variation og fremdrift. Heldigvis tager både ”Vortex of Blood” og ”Funeral Reversal” højde herfor og sætter et hidtil uhørt højt tempo, hvor navnlig førstnævnte samtidig flytter Janssons bas længere frem i mixet. Hastigheden fremstår dog her af lettere eksperimenterede karakter, og den glidende overgang mellem numrene giver mig på det nærmeste fornemmelsen af ’jamsession fra fars garage’. I kategorien ’eksperimenterende garagerock’ bør beklageligvis også nævnes en af de få gennemgående gener, der allerede fra første ligfærd manifesterer sig i form af Liljekvists noget insisterende lilletromme. Bevares, hverken åbneren ”The Forever Doom” eller albummets titelnummer når samme enerverende højder som efterhånden legendarisk berygtede St. Anger – her kan i stedet drages mere tidssvarende paralleller til udgivelser som Cryptas Shades of Sorrow.
Nu vi er i gang med navlepilleriet, så er makabre sangtitler og guttural galskab som bekendt blandt af de vigtigste kardinaldyder inden for dødsmetal. Også her excellerer GC i overbevisende stil. Mundrette perler som ”Stabbed with Frozen Blood” bærer ikke alene så genrekonform en titel, at selv ’Corpsegrinder’ fra CC ville kompostere af ren og skær misundelse – den cementerer også på fornemmeste vis det faktum, at Stanne til stadighed besidder nogle af mest overbevisende growls, Göteborg til dato har fostret. Lige så autentisk tager ’ådslernes’ forkærlighed for doom sig ud på ”True Necrogeny”, hvor bpm nærmer sig nulpunktet, og skyggen af enhver tvivl om genrepræferencer kan endegyldigt stedes til hvile. Ligposen lukkes meget symptomatisk med ”Necrosanctum”, der adskiller sig fra mængden gennem sin forlængede spilletid, sine melodiske grooves og, minsandten, en lille parasit fra ’DT-universet’ i form af den noget overraskende indlagte pianokomposition.
Operationen lykkedes … næsten – patienten døde planmæssigt
Med en samlet spilletid på lige godt en halv time fastholder Deities of Deathlike Sleep den nødvendige dynamik og åbenlyse kontrast til det forventeligt adstadige tempo i doom-passagerne. Lilletrommen ender desværre med at fylde en tand for meget i mixet og forstyrrer indimellem oplevelsen af Liljekvists ellers glimrende grundrytmer. Standhaftige Stanne er til gengæld som lagret årgangsvin; han bliver om muligt bedre og bedre med alderen. Albummet udgør med andre ord et særdeles interessant bekendtskab, når blot man holder sig for øje, at vi befinder os i den diametralt modsatte ende af det melodiske og velpolerede spektrum, hvor DT og The Halo Effect huserer. På samme vis falder den flossende produktion formentlig heller ikke i alles smag. Personligt lader jeg mig nu gladeligt lægge i koma af den drævende doom, ensidige leder mig i fristelse af lyrikkens filterløse fordærv og mæskende morbiditeter.
